Andelsbolig
Når man har en andelsbolig, ejer man ikke sin bolig. Man er andelshaver sammen med de andre andelshavere i foreningen og får reelt overdraget en del af foreningens formue mod betaling. Betaling sker af et såkaldt indskud eller en andelsværdi. Samtidig får man overdraget brugsretten til en specifik bolig i foreningen.
Der gælder specielle regler for handel med andelslejligheder i forhold til ejerlejligheder. Du skal også være opmærksom på, at der kan gælde særlige regler i andelsboligforeninger, som du skal være opmærksom på, hvis du ønsker at fremleje. Der er andelsforeninger, der har forbud mod fremleje, ligesom der kan være forbud mod udlejning.
Hvis andelsforeningen tillader at bruge andelsboligen til forældrekøb, er der visse fordele og ulemper:
Fordele:
• Andelens værdi stiger i takt med nedbringelse af foreningens belåning.
• Det er muligt at tage lån i andeles værdi med ejerpant som sikkerhed.
• Som lejer kan barnet søge boligsikring.
Vær opmærksom på ...
• Det er foreningen eller en af foreningen udpeget, som vurderer værdien af eventuelle forbedringer.
• Andelens værdi kan blive reduceret, hvis foreningen optager lån.
• Vælger foreningen at foretage skift i opgørelsesmetode kan det betyde ændringer i andels værdi i enten op- eller nedadgående retning.
• Ved eventuelt senere videresalg til barnet, kan salget ikke ske med en reduceret pris, som det kan ved salg af ejerbolig.
Gode råd:
• Gør op med dig selv, om det er noget for dig at bo i en andelsbolig.
• Overvej om den forening, som boligen er en del af, har nogle værdier, som harmonerer med dine.
• Få klarhed over foreningens gæld og gældsvilkår.
• Få klarhed over foreningens økonomi i øvrigt.
• Læs vedtægter og husorden nøje.
• Få oplyst om der er planlagt større vedligeholdelses- eller forbedringsarbejde.
• Søg professionel rådgivning, hvis du er usikker og har svært ved at overskue konsekvenserne ved et køb.
Kontakt evt. en mægler
Forstand på andelsboligen:
• Der er ca. 190.000 andelsboliger i Danmark.
• Andelsboligen udgør ca. 7,5 pct. af den samlede boligmasse.
• De første andelsboligforeninger har godt 100 år på bagen. De blev typisk stiftet i udlejningsejendomme bygget i perioden 1890-1910.
• Tilbudspligten blev indført i 1976 og sikrer lejerne forkøbsret til at købe deres lejelejlighed som andel, når ejendommen bliver sat til salg.
• De fleste foreninger, som benyttede sig af tilbudspligten, er stiftet efter 1980 og omtales i dag som ”traditionelle” andelsboliger.