I det eftertragtede Åbyhøj rejser denne skønne villa sig i klassisk bygmesterstil. Går du efter en rolig beliggenhed med cykelafstand til Aarhus C, får du dermed lige, hvad du drømmer om. Boligen spreder sig over tre etager fordelt på en førstesal, et hævet stueplan og en god kælder med mulighed for udlejning.
Den præsentable entré fremviser en flot svungen trappe med gulvtæppe, hvorunder det originale fyrretræsgulv kan ses, som leder op til førstesalen, mens en dør fører ned til kælderen. Fordelingsgangen viser ind til et gæstetoilet og et værelse, mens resten af stueetagens kvadratmeter er lagt i tre herlige opholdsrum. Den nordøstvendte stue får et dejligt lys ind fra det store trefagsvindue, mens lyset lukkes ind fra to vinkler i den sydvestvendte stue, som også har udgang til haven. Det store køkken-alrum midt mellem stuerne har et dejligt, U-formet køkken, korkbelægning på gulvet og en herlig spiseplads, der bades i naturligt lys. Midt i køkkenet ses en charmerende detalje, som vidner om, at villaen blev opført i 1940: Et støbejernskomfur, der også kan fungere som en stemningsskabende brændeovn. Førstesalen blev renoveret ad flere omgange i 1990'erne, hvilket blandt andet omfattede ekstra isolering og en geninddeling af rummene med fordelingsgang, tre dejlige værelser og et badeværelse med badekar. Med til villaen hører en kælder, som har en udgangsdør samt to disponible rum, et værksted, et bryggers, som blev moderniseret i 2005, et badeværelse og et viktualierum. I 2009 fik villaen skiftet vinduer.
Den sydvestvendte, private have folder sig smukt og frodigt ud med hyggelige terrassemiljøer, flagstang og et halvt drivhus, som er påmonteret villaen mod sydøst. På få minutter kan du cykle til Åby Skole, daginstitution og biblioteket, mens der er indkøbsmuligheder i gåafstand. Der er også nem adgang til motorvejen, som du kan køre til på få minutter.
Ring for en fremvisning.