Placeret for sig selv omgivet af høje, grønne løvtræer lidt fra Udby på Tuse Næs ligger denne flotte landejendom, der kan bryste sig af en skøn udsigt til mark og vand. Her er den autentiske charme skruet i vejret, og grunden såvel som bygninger giver et væld af muligheder. Velkommen til Minkemarkvej 5!
I bosætter jer yderst fordelagtigt, for de fredelige omgivelser får følgeskab af korte afstande til alt, I har brug for i hverdagen. Inden for en radius af knap halvanden kilometer finder I således skole, pasningstilbud, indkøb og udmærkede idrætsfaciliteter, mens I ligeledes er tæt på den offentlige transport. For pendleren er det værd at bemærke, at Holbæk nås på under 15 minutter i bil.
Stuehuset præsenterer sig med en stil, der passer fortrinligt til den idylliske adresse, og ved den pigstensbelagte gårdsplads understøttes æstetikken yderligere. Beboelsesarealet opmåles til 189 kvadratmeter, der centrerer sig om det anseelige opholdsrum med køkken og stue i ét. Her strømmer lysindfaldet via de sprossede vinduer mod syd, og under lofterne ses blotlagte bjælker fremhævet i sort. Køkkenet fremstår med enkle, lysegrå fronter, og dertil indeholder huset fire regulære værelser, to badeværelser og et bryggers. I 2019 installerede man desuden en varmepumpe.
Udbygningerne er i pæn stand, og foruden et areal på 100 kvadratmeter, som er velegnet til erhvervsformål, har I et værksted, lagerfaciliteter, en ældre stald og en lade. I sidstnævnte er det oplagt at parkere maskinerne, som I bruger til at passe de cirka 4,3 hektar jord, der hører til ejendommen. Her er et væld af frugttræer og terrasser, I kan nyde sommeren på, men prikken over i'et er ikke desto mindre den fortrinlige sø, som I 2019 blev udstyret med en stor terrasse med trappe ned til vandspejlet.
Lad os vise jer rundt. Ring for en fremvisning.