Nu kan I overtage denne fuldmurede etplansvilla med fire værelser, et kontor og store opholdsmiljøer, ligesom I ude vil sætte pris på en herlig have med en kæmpe terrasse. I bosætter jer på en attraktiv vej i Søllerød nær Vangeboskolen, Søllerød Naturpark og mere til.
I 2006 er villaen gennemgribende renoveret, hvor det nærmest kun var ydervæggene, der stod tilbage, og disse blev tilmed også hulmursisolerede. Tag, vinduer, døre, el, vvs og alt interiør blev skiftet, og huset har gulvvarme overalt.
Køkken-alrummet har en stor åbning til stuen, og i begge afsnit er loftet ført til kip. I køkkenet er der videre integrerede spots, ligesom I får glæde af et amerikanerkøleskab, en kombiovn og en almindelig ovn samt halvøen med marmorbordplade. Alrummet danner ramme om familiens middage, mens stuen imponerer med det store, vestvendte vinduesparti, som virkelig slipper meget lys ind i hjemmet.
Forældresuiten har eget badeværelse med bruseniche og et hjørnebadekar med lys. Herved findes endnu et værelse, der kan dedikeres til den lille ny, walk-in-closet eller en helt tredje løsning. De to oplagte børneværelser findes i modsatte ende sammen med et badeværelse, et bryggers og hjemmekontoret. Alle værelser samt kontoret har terrassedøre, og endelig er det værd at fremhæve, at hjemmet byder på enormt meget skabsplads.
I haven er den fantastiske terrasse på hele husets langside anlagt i 2019, hvor spisepladser og loungemøbler snildt forenes. Samtidig er der anlagt parkering til seks biler foran huset samme år, mens 2020 bød på et nyt cykelskur. I får desuden en plæne med æbletræer.
Kvarteret byder på masser af børnefamilier i alle aldre, og man forstår tiltrækningen. Adressen er nemlig tæt på skole, dagtilbud, indkøb og stationen, mens I samtidig har naturen lige omkring jer med eksempelvis Attemosen og Kirkeskoven.