I det attraktive Bredballe ligger denne rummelige udsigtsvilla med et herligt lysindfald. Vuet fra altanen over området er pragtfuldt, og med 210 m2 får I masser af plads til familielivet. Nærmere bestemt byder planløsningen på fire værelser, to badeværelser og flere stuer, og ude har I glæde af en vedligeholdelsesfri have med pool og terrasse.
Beliggenheden er helt i jeres favør, da I inden for en radius af én kilometer finder alt til hverdagens behov. Således kan I gå til daginstitution, indkøbsmuligheder i Bredballe Centret og busstoppestedet, og så har I cykelafstand til skole, idrætshal og Tirsbæk Strand. Som bonus placerer I jer også nær grønne arealer med omkring 200 meter til skoven.
Ejendommen i halvandet plan er løbende renoveret, eksempelvis er terrassen anlagt omkring 2017. Indkørslen er også nyanlagt, mens stueplanets badeværelse er istandsat i 2018, og året efter er der kommet nyt gulv i stuen på første sal. Derudover er loftet efterisoleret.
Ét af samlingsstederne udfolder sig i det store, åbne opholdsmiljø med køkken, spisestue og stue ud i ét. Der er godt med plads i det U-formede køkken med sorte fronter og en fin kogeniche, hvor I kan bemærke bordpladen af marmor, der, ved at være videreført på væggen, skaber et moderne udtryk. I kan se frem til gulvvarme i spisestuen med et nydeligt skifergulv, som fortsætter i den hyggelige opholdsstue og udestuen. Sidstnævnte har el-gulvvarme, brændeovn og udgang til terrassen, og så sikrer de brede glaspartier fra gulv til loft et vidunderligt lysindfald.
Stueplanet er desuden indrettet med et elegant badeværelse, der har gulvvarme, badekar og bruseniche. Hertil kommer to værelser og et bryggers med plads til vaskefaciliteter og egen indgang. På første sal leder den møblérbare repos til yderligere to værelser, et badeværelse og en skøn stue med en fantastisk atmosfære takket være det kipførte loft med fritliggende bjælker. Gennem det markante vinduesparti kan I beundre den smukke udsigt over en del af byen, og træder I ud på altanen, bliver vuet kun endnu flottere.
Villaen er orienteret perfekt i forhold til solens bane, hvorfor I om sommeren virkelig kan nyde solen fra morgen til aften, mens altanen får dagens sidste stråler. Terrassearealet og haven er anlagt, så det er nemt at holde med et rododendronbed og en tætomsluttende hæk. På matriklen har I også en garage.
Få en fremvisning.