0

0 projektsalg

Find købere

Tjek salgsprisen

Flexboligen bliver mere attraktiv med ny lovændring

03. mar. 2015

Drømmen om et fridtidshus behøver ikke være ren ønsketænkning. Med flexboligordningen kan man få bondeidyl og masser af natur for færre penge end et traditionelt sommerhus. Det er på alle måder godt, siger minister for by, bolig og landdistrikter.

Af Pernille Marott

Rødgrød med fløde i dansk landidyl og zorba i det græske øhav kan nu forenes i en og samme familieøkonomi. Det sørger flexboligordningen for.

”Med en flexbolig giver vi en ny mulighed for at få en unik fritidsbolig til billige penge. Samtidig skaber vi ekstra liv i landdistrikterne, når boligerne skal sættes i stand, og de nye ejere eller turister bor der. Det er på alle måder godt,” siger minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S).

En flexbolig er et helårshus, som ejeren har fået personlig tilladelse af kommunen til at anvende som fritidsbolig. Fra et mæglersynspunkt er der også kun positive ord overfor ordningen, der rummer ca. 33.000 potentielle flexboliger på landsplan.

Hus til det halve

”Flexordningen er et godt produkt. Uden den ville vi have boliger, der aldrig blev solgt,” fastslår mægler Nils Kofod Egestad fra danbolig Møn, hvor flexboliger udgør mellem 25-30 procent af alle salg.

Hos danbolig i Nakskov og Maribo bliver over halvdelen af boligerne, der sælges uden for byerne, solgt som flexbolig. Det er en god forretning for både køber og lokalområdet.

”Jeg har netop handlet en helt igennem indflytningsklar flexbolig til en kontantpris på 350.000 kr. Det er altså nu, man skal slå til, hvis man vil have en billig flexbolig såvel i byerne som på landet,” siger Karsten Sønderhøj, indehaver af danbolig Nakskov og Maribo.

Natur i metermål

Præcis som hos Nils Kofod Egestad i Stege oplever Karsten Sønderhøj, at køberne går målrettet efter natur i metermål og luft – både på matriklen og i økonomien. Deres traditionelle flexboligkøber tager typisk lidt længere end de gennemsnitlige 53 kilometer, som er afstanden mellem den faste bolig og fritidshuset i følge Center for Landdistriktsforskning.

”Typisk kommer køberne fra hovedstadsområdet nord for Køge og søger efter store vidder og højt til himlen. De bliver tit overrasket over, hvor meget vi har at tilbyde. I starten bliver flexboligen brugt som feriebolig, men jo stærkere relationen bliver til området, jo større bliver lysten til at flytte permanent ind i flexboligen,” fortæller Karsten Sønderhøj.

Flexbolig for evigt

Med den nuværende lovgivning søger køber kommunen om tilladelse til at få flexboligstatus på helårskøbet. Tilladelsen følger ejeren ifølge den nuværende lovgivning. En forventet justering af loven her i foråret betyder, at flexboligtilladelsen fremover følger boligen.

Nils Kofod Egestad hilser den kommende lovændring velkommen.

”Det betyder, at køberen opnår sikkerhed for at kunne videresælge boligen med ret til fortsat at benytte helårsboligen som fritidsbolig. Det skaber tryghed,” siger mægleren.

Kommunerne afgør, hvilke huse der kan få flexboligstatus. I alt anslås det, at der findes 33.000 potentielle flexboliger i Danmark. Fordelingen af dem er opgjort af Feriehusudlejernes Brancheforening.

 

ADVARSEL: Din browser er ikke opdateret, og understøtter ikke moderne web-standarder. Vi kan derfor ikke garantere at oplevelsen af danbolig.dk bliver korrekt. Klik her for at læse mere og opdater til en nyere browser.
Hvad er din bolig værd? Bestil en gratis salgsvurdering hos danbolig