0

0 projektsalg

Find købere

Tjek salgsprisen

22. jun. 2015

Projektbyggeri giver forårskuller

Københavnske og aarhusianske mæglere oplever et boom i salget af projektboliger. Alene i Aarhus oplever danboligs mæglere en stigning på 71 procent.

Salget af projektboliger er steget i både København og Aarhus. Foto: Colourbox

Salget af projektboliger er steget i både København og Aarhus. Foto: Colourbox

København og Aarhus har i en årrække lignet én stor byggeplads, hvor arkitekter har kappedes om at lave det ene mere opsigtsvækkende byggeri efter det andet. Køberne har imidlertid været lidt tøvende, men en lav rente og en øget optimisme har nu sat gang i salget.

”Mange vil bo i København i øjeblikket. De kommer nord fra og har for travlt til hus og have, eller de er unge familier med et godt job, der har økonomi til at blive boende i storbyen, men ønsker noget nyt, funktionelt og lækkert,” siger Lars Bo Christensen, der er daglig leder af danbolig Amager.

Salgstid er mere end halveret

Han har været helt tæt på den markante reduktion i liggetider, der på blot et år har gjort det mere end dobbelt så hurtigt at sælge en projektbolig i hovedstaden i dag end i 2014 og dermed fået salgstiden til at gå fra 126 dage i første kvartal 2014 til 60 dage her blot et år efter.

”Vi har stået med et rækkehusprojekt, hvor alle boliger var solgt på første dag. Det skyldes dels, at der ikke udbydes så mange rækkehusbyggerier i storbyerne, og prisen har været rigtig, ligesom selve projektet er altafgørende. Det skal være gennemarbejdet for at blive en succes,” forklarer Lars Bo Christensen.

Optimal rumindretning vigtig

Han har erfaring med, at en dårlig indretning kan få kunderne til at blive væk. Den oplevelse deler hans jyske kollega Kristian Voldsgaard, der er indehaver af danbolig Aarhus City.

”Tendensen er, at kunderne vil have effektive boliger uden frås af kvadratmetre. Det vil sige hellere et ekstra børneværelse end en lang gang. Kunderne tænker i økonomiske løsninger frem for high end løsninger,” siger Kristian Voldsgaard, der sammen med sine kolleger samler alle aktuelle tendenser og trends i markedet til udviklingsbrug af de nye projekter.

”Det er en rigtig spændende proces, vi har med arkitekterne. Det er dem, der tegner, men os som mæglere, der har kundekontakten og dermed fingeren på pulsen med, hvad markedet vil have,” fortæller Aarhus-mægleren.

Aarhus har fart på

I Aarhus og omegn er der sket en stigning i salget af projektboliger på 71 procent fra 1. kvartal 2014 sammenlignet med 1. kvartal 2015, ligesom salgstiden er reduceret fra 99 dage i 2014 til 76 dage i 2015. Forklaringen på den markante stigning er, at projektsalget for alvor er kommet op i gear i år i forhold til sidste år.

”Det er benhårdt arbejde at sælge projektsalg, for det handler om at sælge et papir med en drøm på. Derfor er det afgørende, at vi får fat i nogle af de gode projekter og ikke mindst, at vi er gode til at prissætte dem. En for høj pris for noget, man ikke kan se for sig, duer ikke,” siger Kristian Voldsgaard.

Fakta om projektkøb

En projektbolig er for dig, der vil bo i en hel ny bolig og have medindflydelse på det, der senere bliver til dit hjem. Direktør for danbolig projektsalg København, Alice Lotinga, har arbejdet med projektsalg i mere end tyve år. Hun forklarer her, hvad købet indebærer og hvorfor, det er så populært netop nu.

  • En projektbolig bliver udbudt til salg allerede, når den er på tegnebrættet. Som køber skal du derfor forholde dig til en tegning af din boligdrøm og ikke altid en færdig opført bolig. Du vil også blive præsenteret for boligen i 3D foto-animation.
  • Hvis du køber boligen tidligt i forløbet, har du mulighed for at få indflydelse på en række materialevalg i boligen såsom trægulv, fliser på badeværelset, køkken, hårde hvidevarer og i nogle tilfælde ruminddeling.
  • En ny bolig kan forekomme dyr, men hvis du medtager de løbende udgifter og sammenligner med en ældre bolig, vil du opleve, at energivenlige løsninger betyder mindre månedlige udgifter i et nyt byggeri.
  • Et nybyggeri tilgodeser de nye behov, som boligejere har i dag. Der er fx taget hensyn til virkeligheden med dine, mine og vores børn. Der er funktionelle og energirigtige løsninger, bekvemmelig elevator, vinkælder, cykelkælder, fælleshus osv.
  • Projektsalg er ofte seriesalg – det vil sige, at det er udviklers advokat, som står for skøderne. Derfor kan det være en god ide med en uvildig rådgiver.
ADVARSEL: Din browser er ikke opdateret, og understøtter ikke moderne web-standarder. Vi kan derfor ikke garantere at oplevelsen af danbolig.dk bliver korrekt. Klik her for at læse mere og opdater til en nyere browser.
Hvad er din bolig værd? Bestil en gratis salgsvurdering hos danbolig