0

0 projektsalg

Find købere

Tjek salgsprisen

26. jan. 2016

Enige eksperter: Boligejerne bliver rigere

Regeringen, nationalbanken og vismændene er enige: Boligpriserne vil stige i de kommende år. Og alt tyder på, at husejerne ikke kun bliver rigere på papiret, forklarer boligøkonom i Nordea Kredit. 

Regeringen, nationalbanken og vismændene er enige: Boligpriserne vil stige i de kommende år. Foto: Colourbox

Regeringen, nationalbanken og vismændene er enige: Boligpriserne vil stige i de kommende år. Foto: Colourbox

Uanset hvem der kigger i krystalkuglen og udtaler sig om boligpriser, er svaret det samme: Boligpriserne stiger og giver boligejerne mere friværdi. Hvor meget, der er grund til at løfte armene, er eksperterne dog uenige om.

Regeringens prognose er den, der giver anledning til mest jubel. I Økonomisk Redegørelse fra december 2015 spår regeringen nemlig, at et gennemsnitligt hus på 140 m2 bliver 4 procent mere værd i 2016 og yderligere 4 procent i 2017. Dermed vil gennemsnitshuset have en salgsværdi på 1.767.000 kroner ved udgangen af 2016, mens det vil kunne sælges for 1.830.000 kroner i slutningen af 2017.

Nationalbanken er en anelse mindre optimistisk og forudser en stigning på hhv. 3,8 procent i 2016 og 3,2 procent i 2017.

Mindst optimistiske er vismændene fra De Økonomiske Råd. I deres seneste prognose fra oktober 2015 forventer de ”kun”, at prisen på et gennemsnitligt hus på 140 m2 vil stige med 2,9 procent i 2016 og 2,5 procent i 2017, hvilket giver en pris på 1.752.000 kroner, når champagnepropperne knalder ved indgangen til 2018.

Behold pungen i lommen og glæd jer
Selv om skønnet varierer mellem de forskellige ekspertinstanser, kan boligejerne godt tillade sig at være tilfredse.

”Alt tyder på, at husejerne ikke blot bliver rigere på papiret, men også i kroner og ører. Der er nemlig lagt op til, at boligpriserne vil stige væsentligt mere end den almindelige inflation, uanset hvilken krystalkugle man kigger i,” siger boligøkonom i Nordea Kredit Lise Nytoft Bergmann, hvis krystalkuglekig ligger meget på linje med det mådeholdne bud fra De Økonomiske Råd.

Hun glæder sig på boligejernes vegne, men fraråder at handle i forhold til de positive prognoser.

”Selv om de fleste økonomer er enige om, at det er sandsynligt, at huspriserne vil stige i de kommende år, har vi før set, at krystalkuglen har fået store ridser i lakken, når tingene ikke er gået som forudsagt. Derfor bør boligejerne i første omgang nøjes med at være glade for de gode udsigter på boligmarkedet, og vente med at budgettere efter dem,” lyder anbefalingen fra Lise Nytoft Bergmann. 

ADVARSEL: Din browser er ikke opdateret, og understøtter ikke moderne web-standarder. Vi kan derfor ikke garantere at oplevelsen af danbolig.dk bliver korrekt. Klik her for at læse mere og opdater til en nyere browser.
Hvad er din bolig værd? Bestil en gratis salgsvurdering hos danbolig