0

0 projektsalg

Find købere

Tjek salgsprisen

18. nov. 2016

Huskøb i den kolde tid giver råd til julegaver

Hvis du køber bolig i årets sidste kvartal, kan der være mange penge at spare. Det viser beregninger af, hvornår det billigst at købe bolig i løbet af året. Læs her, hvornår det er billigst i dit område.

Årets sidste kvartal rummer en kontant julegave for de danskere, der realiserer deres boligdrømme inden årsskiftet. Foto: Shutterstock

Årets sidste kvartal rummer en kontant julegave for de danskere, der realiserer deres boligdrømme inden årsskiftet. Foto: Shutterstock

Der kan være mange penge at spare ved at købe bolig i de kolde måneder. Årets sidste kvartal rummer nemlig en kontant julegave for de danskere, der realiserer deres boligdrømme inden årsskiftet. Det viser Nordea Kredits beregninger af, hvornår det historisk set er billigst at handle bolig i løbet af året.

På landsplan kan boligkøberne i gennemsnit forvente at score 1,2 procent i sæsonrabat ved at skrive under på købsaftalen i 4. kvartal. Bliver handlen i stedet lukket i 2. kvartal, hvor boligpriserne er højest, må køberne forvente at betale 1,9 procent ekstra for boligen.

”Fænomenet kaldes sæsonudsving og betyder, at selv om man befinder sig i et fuldstændig stabilt boligmarked, vil salgsprisen for huse alligevel ændre sig i takt med årstiderne. Når sommeren melder sin ankomst, vil priserne stige, og når vinteren begynder, vil priserne falde,” siger boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit.                            

Tidlig julegave

Selv om sæsonudsving på et par procenter måske ikke lyder af meget, er det ikke småpenge, når der er tale om boligkøb. Tager vi udgangspunkt i et hus på 140 kvadratmeter til en gennemsnitlig pris på 1.712.000 kroner, er prisforskellen i løbet af året til at få øje på.

”Hvis vi antager, at boligpriserne holder sig fuldstændig i ro, vil prisen på huset til 1.712.000 kroner svinge mellem 1.692.000 kroner i det kvartal, hvor prisen er lavest, og 1.744.000 kroner i det kvartal, hvor prisen er højest. Det er en forskel på 52.000 kroner,” siger Lise Nytoft Bergmann.

”Selv om det ikke er alle boliger, der påvirkes af sæsonudsving, er det ikke nogen dårlig ide at tage til åbent hus i de kolde måneder. For hvis man får et mindre prisafslag, kan pengene nemt omsættes til alt fra forbedringer i boligen til en tidlig julegave,” siger Per Bie, administrerende direktør i danbolig a/s.

Stemning og psykologi

Det kan virke ulogisk, at prisforskellen er så stor, når det er præcis det samme hus, der er tale om. Det er hverken blevet bedre eller mere funktionelt, fordi det er købt på den ene årstid frem for den anden. Alligevel er udsvingene ganske mærkbare.

”Forklaringen på sæsonudsving skal både findes i udbud og efterspørgsel og i bløde værdier som stemning. Vi køber i stor udstrækning bolig med følelserne, og derfor har boligens udtryk og årstiden stor betydning for vores oplevelse af boligen,” siger Per Bie og fortsætter:

”Men hvis det rigtige hus kommer til salg i 2. kvartal, hvor det er dyrest, oplever vi ikke, at køberne venter mere end et halvt år med at slå til for måske at få et afslag på et par procenter. I det tilfælde vælger langt de fleste at lukke handlen for at sikre sig drømmeboligen,” siger han. 

 

ADVARSEL: Din browser er ikke opdateret, og understøtter ikke moderne web-standarder. Vi kan derfor ikke garantere at oplevelsen af danbolig.dk bliver korrekt. Klik her for at læse mere og opdater til en nyere browser.
Hvad er din bolig værd? Bestil en gratis salgsvurdering hos danbolig