0

0 projektsalg

Find købere

Tjek salgsprisen

13. jul. 2016

Se tallene: Så små er afslagene på huskøb

Det er blevet sværere at forhandle om prisen på drømmeboligen. Det ses tydeligt på prisafslagene, som er reduceret kraftigt i alle landsdele de seneste år. Se tallene for din landsdel her.

Huskøbere kan ikke længere forvente store afslag, når prisen på boligen skal forhandles. Foto: Shutterstock/ricok

Huskøbere kan ikke længere forvente store afslag, når prisen på boligen skal forhandles. Foto: Shutterstock/ricok

Huskøbere kan ikke længere forvente store afslag, når prisen på boligen skal forhandles. Prisafslagene er nemlig reduceret kraftigt i alle landsdele de seneste år, viser beregninger fra Nordea Kredit på baggrund af tal fra Realkreditrådet.  

På landsplan får købere i gennemsnit 78.000 kroner i afslag for et hus på 140 kvadratmeter til en udbudspris på 1,8 mio. kroner. Tilbage i 2009 var afslaget på 138.000 kroner for et tidssvarende hus, som dengang også var udbudt til 1,8 mio. kr. Dermed er afslagene faldet fra 7,7 til 4,4 procent.  

”Det er positivt, at afslagene falder, for det vidner om, at boligmarkedet har lagt krisen bag sig, og de stadig mindre afslag afspejler, at der er kommet bedre balance mellem antallet af købere og antallet af sælgere,” siger boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit.

Køber og sælger er tættere

Tendensen med de faldende afslag ses i alle 11 landsdele. I Østjylland blev der i 2009 gennemsnitligt skåret 7,4 procent af udbudsprisen, når en handel skulle i hus. I dag er afslaget nede på 4,2 procent. Det samme ses i Københavns omegn, hvor afslagene er reduceret fra 9,6 til 3,2 procent.

Hos danbolig oplever mæglerne også, at sælger og køber de seneste år er kommet tættere på hinanden, når købsaftalen skal underskrives.

”Vi oplever et sundere marked, hvor køber i højere grad har tillid til fremtiden end for få år siden. Det betyder generelt stigende efterspørgsel og deraf faldende afslag. Den udvikling er fornuftig for hele markedet,” siger Anne Mette Koch, der er kommerciel chef i danbolig a/s.

Nemmere hushandel

Ifølge danbolig gør de faldende afslag handlen nemmere og mere overskuelig for både køber og sælger. For sælgerne betyder de faldende afslag, at de har fået nemmere ved at orientere sig imod en ny bolig, når de har en klarere ide om, hvad de kan få for deres eksisterende.

”For køberne betyder de lavere afslag, at de har fået nemmere ved at danne sig et overblik over de boliger, der ligger inden for deres budget, og derfor ikke behøver bruge tid på boliger, de ikke ved, om de har råd til,” siger Lise Nytoft Bergmann, der er optimistisk på boligprisudviklingen i den kommende tid.  

”Konkret forventer vi, at huspriserne vil stige med cirka 3,5 procent i 2016 og med godt 2 procent i 2017, hvis man måler fra årets indgang til årets udgang. På den baggrund forventer vi også, at afslagene vil blive reduceret yderligere i den kommende tid de fleste steder i landet,” siger hun. 

 

FAKTABOKS: SE AFSLAGENE I DIN LANDSDEL

Tallene viser det det gennemsnitlige afslag i procent for et typisk parcel- og rækkehuse på 140 kvadratmeter. Tallet i parentes viser afslaget, da de procentvise afslag var størst.

Hele landet: 4,4% (7,7 %)

København by: 2,8% (9,1%)

Københavns omegn 3,2% (9,6%)

Nordsjælland: 3,5% (9,0%) 

Bornholm:5,5% (9,7%)

Østsjælland: 3,0% (7,4%)

Vest- og Sydsjælland: 5,7% (9,4%)

Fyn: 5,9% (8,6%)

Sydjylland: 5,3% (7,1%)

Østjylland: 4,2% (7,4%)

Vestjylland: 5,8% (7,3%)

Nordjylland: 5,5% (7,6%)

Kilde: Realkreditrådet og Nordea Kredit

 

ADVARSEL: Din browser er ikke opdateret, og understøtter ikke moderne web-standarder. Vi kan derfor ikke garantere at oplevelsen af danbolig.dk bliver korrekt. Klik her for at læse mere og opdater til en nyere browser.
Hvad er din bolig værd? Bestil en gratis salgsvurdering hos danbolig