0

0 projektsalg

Find købere

Tjek salgsprisen

29. nov. 2016

Unge strømmer ud på boligmarkedet

De unge under 40 år indtager nu for alvor boligmarkedet, viser nye tal fra den landsdækkende mæglerkæde danbolig. Her kan du se, hvor mange unge købere der er i dit område.

Unge danskere indtager nu for alvor boligmarkedet, viser tal fra danbolig. Foto: danbolig

Unge danskere indtager nu for alvor boligmarkedet, viser tal fra danbolig. Foto: danbolig

Camilla og Kasper er blevet et mere almindeligt navn, når der købes bolig, mens der er kommet længere i mellem Jørgen og Birthe. Nye tal fra danbolig viser nemlig, at unge danskere under 40 år strømmer ud på boligmarkedet efter en årrække, hvor de midaldrende og seniorerne har fyldt godt op i salgsstatistikken.

Tilbage i 2014 udgjorde de unge boligkøbere under 40 år kun 29 procent af alle bolighandler på landsplan, mens de i 2016 foreløbigt har udgjort 50 procent. Tendensen til de mange unge købere vidner om et boligmarkedet i bedring, mener Per Bie, administrerende direktør i danbolig a/s.

”Mange af de unge købere, som vores mæglere taler med, har i højere grad tillid til deres nuværende og fremtidige jobsituation, og det har blandt andet givet flere mod på at bevæge sig ud på boligmarkedet i en yngre alder end tidligere,” siger han.

Psykologien på boligmarkedet

Forklaringen på de mange unge boligkøbere skal ifølge boligøkonom i Nordea Kredit Lise Nytoft Bergmann findes i psykologien på boligmarkedet, der er blevet væsentligt bedre de seneste år, i takt med at prisstigningerne har bredt sig til store dele af landet.

”For førstegangskøbere er det ret afgørende, at de træder ind på boligmarkedet på et godt tidspunkt, fordi det har betydning for, hvordan deres økonomi udvikler sig, og for hvordan de efterfølgende er stillet på boligmarkedet,” siger Lise Nytoft Bergmann og uddyber:

”De lave renter har også betydning for det stigende antal handler, da rentefaldet har gjort det nemmere for ikke mindst de unge købere at blive kreditgodkendt. Det er så at sige blevet nemmere for dem at få fingre i drømmeboligen,” siger hun.

Ketchup-effekten

Begge boligeksperter nævner også, at arbejdsmarkedet spiller en rolle. De seneste år har mange oplevet, at der er blevet hyret snarere end fyret, og det er vigtigt, når man står foran sit livs måske vigtigste investering, mener Per Bie og forklarer:

”De lave renter og den generelle bedring på boligmarkedet har givet de unge mennesker blod på tanden, og det betyder, at de tør slå til, når den rigtige bolig dukker op. De er ikke længere så bekymrede for fremtiden,” siger han og fortsætter:

”Mange af de unge, som måske holdt sig tilbage for nogle år siden, har haft et opsparet boligbehov, og det er derfor, de fylder så meget i salgsstatistikkerne netop nu. Det er lidt af en ketchup-effekt, men på sigt forventer vi, at de midaldrende og seniorerne igen vil indtage en større andel af handlerne”.

ADVARSEL: Din browser er ikke opdateret, og understøtter ikke moderne web-standarder. Vi kan derfor ikke garantere at oplevelsen af danbolig.dk bliver korrekt. Klik her for at læse mere og opdater til en nyere browser.
Hvad er din bolig værd? Bestil en gratis salgsvurdering hos danbolig