0

0 projektsalg

Find købere

Tjek salgsprisen

17. aug. 2017

Bølge af boligoptimisme ruller over landet

Vi skruer markant mere op for prisen, når vi sætter vores bolig til salg. Det viser tal fra Finans Danmark, som du kan se her.

© Shutterstock

© Shutterstock

Boligejere i over det meste af landet er blevet markant mere optimistiske, når de sætter deres bolig til salg. Det ses på beregninger af udbudspriserne, som er lavet af boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit på baggrund af tal fra Finans Danmark.

Udbudsprisen er den pris, som boligen er til salg for. På landsplan har den gennemsnitlige udbudspris for et hus på 140 kvadratmeter det seneste år ligget på 2.130.000 kroner. Året før lå udbudsprisen på 2.060.000 kroner, og det svarer til en stigning på 3,4 procent.

”Vi er vidne til en utrolig positiv udvikling, hvor køberne tror på fremtiden. Det betyder, at de i højere grad realiserer deres boligdrømme, og det er med til at højne udbudsprisen,” siger Per Bie, der er administrerende direktør i danbolig a/s.

Den perfekte cocktail

Udbudspriserne kan typisk tolkes som en strømpil for, hvad der kommer til at ske med huspriserne i den kommende tid, og det seneste år er priserne steget i samtlige landsdele, fortæller Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit.

”Udviklingen skal forklares med, at boligmarkedet har fået det bedre de seneste år. Der er kommet flere købere og renten er historisk lav, hvilket er den perfekte cocktail til stigende priser. Det er det gamle ordsprog om, at det er manden med grisen, der bestemmer prisen,” siger hun og tilføjer:

”Samtidig betyder den lave rente mere i områder, hvor boligpriserne er høje, end i områder, hvor boligpriserne er lave, simpelthen fordi man ikke får den samme absolutte besparelse på et lille lån som et stort lån, når renten falder.”

Magtbalancen tipper

Boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit hæfter sig også ved, at antallet af boliger til salg på landsplan er faldet med 22 procent siden toppen i juli 2011. Overordnet set er der dog stadig meget til salg, men de seneste års fald i antallet af udbudte boliger trækker i den rigtige retning: 

”I takt med at der bliver mindre til salg flytter magtbalancen fra købers favør til sælgers favør, så det faldende udbud lover godt for boligmarkedet i den kommende tid, og det er helt sikkert også derfor, vi ser, at sælgerne sætter udbudsprisen lidt op,” siger hun.

”Købernes optimisme giver en øget efterspørgsel, som afspejler sig i udbudsprisen. Mange steder er der ganske enkelt kommet flere kunder til færre varer, og det er med til at ændre styrkeforholdet mellem køber og sælger,” tilføjer administrerende direktør Per Bie fra danbolig a/s.

Nordea Kredit forventer, at huspriserne på landsplan vil stige med cirka 3 procent i 2017 og med yderligere 3 procent i 2018. 

ADVARSEL: Din browser er ikke opdateret, og understøtter ikke moderne web-standarder. Vi kan derfor ikke garantere at oplevelsen af danbolig.dk bliver korrekt. Klik her for at læse mere og opdater til en nyere browser.
Hvad er din bolig værd? Bestil en gratis salgsvurdering hos danbolig