Herlig familieby med aktivt foreningsliv
Mørkøv er kendt for Mørkøv Heste- og Kræmmermarked, der hvert år samler tusindvis af besøgende. Men Mørkøv er mere end det. I Mørkøv finder især mange børnefamilier den hverdag, de ønsker. En stor folkeskole, efterskole, sportshal, kino, adskillige butikker og engagerede foreninger skaber nemlig liv i byen. Desuden har området gode pendlervilkår med nem adgang til motorvej og direkte togafgange til København.
Især syd for byen findes et afvekslende landskab og en lang række naturtyper, hvor især Naturpark Åmosen er noget helt særligt. Mørkøv har cirka 3.000 indbyggere.
Knabstrups godt 1.000 indbyggere bor smukt omkring det åbne land i meget varierede boligområder. Fra Knabstrup er der hurtig adgang til motorvejen mod København, og byens station ligger på Nordvestbanen København-Kalundborg. Derudover har byen eget fitnesscenter, bager, slagter og grønthandler.
Det lokale fællesskab udspringer af Knabstrup Hallen, foreningslivet og den lokale skoleafdeling, der har elever til og med 6. klasse. Desuden har byen stærke traditioner for frivilligt arbejde.