2025: 100.000 bolighandler og fremgang i næsten hele landet
Nye handelstal fra Boligsiden viser, at der i 2025 blev solgt 100.294 ejerboliger i Danmark. Det er 17 procent flere end i 2024, og i 95 ud af 98 kommuner steg antallet af handler.
Handelstallene fra Boligsiden tegner et billede af et boligmarked, der holdt tempoet gennem hele 2025 og sluttede året i højt gear. I alt blev der solgt 100.294 ejerboliger sidste år. Det gør 2025 til det tredje mest travle år på boligmarkedet i Boligsidens statistik.
Fremgangen slog igennem næsten overalt i landet. I 95 ud af 98 kommuner blev der solgt flere ejerboliger i 2025 end i 2024. Kun i Lemvig Kommune (-5,1 procent), Struer Kommune (-3,2 procent) og Morsø Kommune (-1,6 procent) faldt handelsaktiviteten.
“Når næsten hele landkortet lyser grønt, er det et tegn på stor handlelyst. Det er sjældent, vi ser så bred en fremgang, og det er et stærkt signal om, at der blev handlet bolig i et omfang, vi ikke ser hvert år,” siger Per Bie, adm. direktør i danbolig a/s.
Solgte boliger pr. år
Kilde: Boligsidens handelstal
December gemmer på en god historie
I december blev der solgt 6.746 ejerboliger. Det er 12,2 procent færre end i november, hvilket er et velkendt mønster i årets sidste måned. Nordea Kredits boligøkonom Lise Nytoft Bergmann peger på, at faldet handler om kalenderen snarere end om manglende interesse:
”Mange danskere har et travlt program i december, hvor julefrokoster, gaveindkøb og familietid fylder meget. Derfor er det helt normalt, at boligjagten går et gear ned. Det bør ikke vække bekymring blandt sælgerne – for sådan er det hvert år.”
Hun peger samtidig på, at handelstallene for december ser anderledes ud, når de sæsonkorrigeres. Når man renser for de normale udsving i december, svarer udviklingen til en stigning på 7,3 procent.
Fremgang i næsten alle kommuner
Årsresultatet viser et marked med høj aktivitet på tværs af landkortet I 2024 blev der solgt 86.085 ejerboliger. I 2025 steg tallet til 100.294, svarende til en fremgang på knap 17 procent.
Lise Nytoft Bergmann lægger vægt på, at aktiviteten ikke kun var koncentreret omkring storbyerne:
”Der har været godt gang i boligmarkedet over hele landet i 2025, og fremgangen er ikke kun koncentreret i og omkring de store byer. I mange af de små og mellemstore kommuner er boligmarkedet også gået et gear op, og det er dejligt for de mange sælgere, som har ønsket at rykke videre til noget større, noget mindre eller noget helt andet.”
Rekordår for lejlighedssalg i København og Aarhus
Bag de samlede tal gemmer der sig også en historie om storbyerne, der skiller sig ud. I Københavns Kommune blev der solgt 7.403 ejerlejligheder i 2025, hvilket er 22 procent flere end året før. I Aarhus Kommune blev der solgt 2.558 ejerlejligheder, svarende til en stigning på 62 procent sammenlignet med 2024.
“Vi hæfter os ved, at lejlighedssalget i storbyerne slår rekord og samtidig holder et højt tempo. Det fortæller, at der har været tryk på efterspørgslen, som ikke er blevet bremset af, at det er blevet dyrere at være boligkøber,” siger Per Bie.
Hussalget følger trop
Husmarkedet stod også stærkt i 2025. Der blev solgt 59.956 villaer og rækkehuse, hvilket er det næsthøjeste årsresultat i Boligsidens statistik siden 2011. Salget steg i alle landsdele, og den største procentvise fremgang blev målt i Østjylland.
“59.956 solgte villaer og rækkehuse er et højt niveau, og det er ikke bare et storbyfænomen, når alle landsdele går frem. Østjylland havde ovenikøbet den største fremgang, så nu bliver det interessant at se, om aktivitetsniveauet bliver lige så højt i 2026,” siger Per Bie.
Se din kommune: Solgte villaer og rækkehuse
Kilde: Boligsidens handelstal