Boligkøberne tømmer hylderne: Udbuddet falder markant

Der bliver stadig færre bolig at vælge mellem for de mange danskere, der lige nu er på boligjagt. Nye tal fra Boligsiden viser, at appetitten på at købe bolig er så stor, at det tærer på udbuddet. Find udviklingen i din kommune her.

Ejendomsmægler sætter "Solgt"-skilt fra danbolig i vinduet i en lejlighed

Hvis du lige nu leder efter et hus eller en lejlighed, er der større rift om boligerne end for bare få måneder siden. Nye udbudstal fra Boligsiden viser, at der ved indgangen til oktober var knap 33.900 villaer og rækkehuse til salg på landsplan. Det er 2,1 procent færre end i september og næsten ni procent færre end på samme tid sidste år.

For ejerlejligheder er faldet endnu mere markant. Udbuddet er skrumpet med fem procent den seneste måned og hele 21 procent sammenlignet med sidste år. Det betyder, at der nu kun er lidt over 6.100 lejligheder til salg i hele Danmark. Ifølge Per Bie, administrerende direktør i danbolig as, er forklaringen enkelt:

"Sælgerne kan ikke følge med i det tempo, som boligerne bliver handlet i netop nu. Varelagrene bliver tømt hurtigere, end de bliver fyldt op, og det betyder, at der forsvinder flere boliger fra markedet, end der bliver sat til salg. Derfor ser vi et tydeligt fald i udbuddet," siger han.

Køberne sætter tempoet

De nye udbudstal fra Boligsiden bekræfter en tendens, der har tegnet sig gennem en længere periode: Sælgerne kan ikke følge med efterspørgslen, og det er ikke kun et hovedstadsfænomen. Konkret er det samlede udbud af huse faldet i fire ud af de fem regioner, og for ejerlejligheder ses samme tendens. Kun i Nordjylland er der sket en lille stigning.

I Region Sjælland er udbuddet af villaer og rækkehuse faldet med over 18 procent det seneste år. I Region Hovedstaden er faldet 15 procent, og i Midtjylland 7,6 procent. På ejerlejlighedsmarkedet er udbuddet af ejerlejligheder i Region Hovedstaden faldet med over 33 procent, og det er det laveste niveau registreret i Boligsidens statistik.

"Vi ser stor købelyst og høj aktivitet på tværs af boligtyper. Det betyder, at udbuddet bliver mindre, og det lægger et pres på markedet, især i områder, hvor mange gerne vil bo. Særligt i København og omegn ser vi, at køberne nærmest rydder hylderne. Det presser udbuddet og sætter også sit præg på prisudviklingen," siger Per Bie.

Pres på boligkøberne

I de områder, hvor der er færre boliger at vælge imellem, bliver konkurrencen blandt boligkøberne større. Ifølge Per Bie betyder det, at man skal være hurtige, hvis man vil sikre sig den rette bolig.

"Vi oplever i øjeblikket, at nogle boliger bliver solgt meget hurtigt. Det skaber travlhed på købersiden, men det giver også gode muligheder for de boligejere, der overvejer at sælge," siger han.

Han peger på, at det kan være et godt tidspunkt at gå på markedet, hvis man står over for et muligt salg.

"Køberne er aktive, og der er generelt god interesse. Det kan være med til at sikre et hurtigt salg, især hvis boligen er prissat rigtigt og fremstår attraktiv,” siger han.

Udvikling i udbud af villaer og rækkehuse primo oktober 2025

Kilde: Boligsidens udbudstal

Portræt af Administrerende direktør, Per Bie

"Sælgerne kan ikke følge med i det tempo, som boligerne bliver handlet i netop nu. Varelagrene bliver tømt hurtigere, end de bliver fyldt op, og det betyder, at der forsvinder flere boliger fra markedet, end der bliver sat til salg. Derfor ser vi et tydeligt fald i udbuddet."

Per Bie, administrerende direktør, danbolig a/s