Mange boliger sælges i turbofart under corona

Boligkøberne har været hurtige til at sætte deres underskrift på en købsaftale de seneste måneder, men de har fået færre boliger at vælge mellem under corona-nedlukningen. Det giver en overset fordel til de sælgere, som vælger at sætte til salg nu.

ungt par kigger på boliger på ipad
@ danbolig

Mange boligsælgere over hele landet har fået solgt deres bolig i turbofart siden marts måned. Det viser en opgørelse fra danbolig over andelen af boliger, som blev sat til salg i marts måned og solgt igen inden udgangen af april måned.

På landsplan er 26 procent af alle de boliger, som blev sat til salg i marts måned, blevet solgt igen inden slutningen af april måned. Det svarer til, at hver 4. bolig var til salg i mindre end to måneder, inden der var fundet en ny ejer.

”Mange sælgere har fået solgt deres bolig i rekordfart, selvom landet har været lukket delvist ned siden midten af marts måned. Køberne er i markedet, og de har været hurtige ved havelågen,” siger Per Bie, der er administrerede direktør i danbolig a/s.  

Overset fordel for sælgere

Tallene fra danbolig viser også, at der på landsplan blev sat 25 procent færre nye boliger til salg i marts og april måned sammenlignet med samme periode sidste år. Det giver en overset fordel til de sælgere, som vælger at sætte deres bolig til salg nu, fortæller Per Bie.

”Når der bliver sat færre boliger til salg, får køberne også færre boliger at vælge mellem. Det giver den fordel til sælgerne, at deres bolig kan få mere opmærksom fra køberne, og når der bliver sat nye boliger til salg, vil de få en større nyhedsværdi, fordi der er færre nye boliger at være i konkurrence med,” siger han.

Guide: Salgsprocessen trin for trin

”Meget er blevet sat på pause i de seneste par måneder, mens store dele af samfundet har været lukket ned. Det gælder også boligsælgere, der har valgt at udskyde at sætte deres bolig til salg, men salgstallene viser, at køberne er i markedet,” tilføjer han. 

Sommerhuse i høj kurs

Køberne har været parate til en hurtig handel i hele landet, men der er forskel på de forskellige typer af boliger. Ud af alle de villaer og ejerlejligheder, som på landsplan blev sat til salg i marts, er 24 og 25 procent blev solgt igen inden udgangen af april, mens andelen er 35 procent for sommerhuse.

”Villa og ejerlejligheder er blevet solgt i et rigtig flot tempo, men salget af sommerhuse er gået over al forventning. Forklaringen skal ikke kun findes i, at vi lige nu er inde i højsæsonen for sommerhuse, men også i coronanedlukningen har gjort sommerhusene endnu mere attraktive,” siger Per Bie og tilføjer:

”Mange er ved at forberede sig på at tilbringe sommeren i det danske ferieland. Det kan mærkes på aktiviteten på sommerhusmarkedet, som har været høj de seneste måneder. Vi vil gerne have et fristed, hvor vi kan tilbringe weekender og ferier sammen med vores familie, og her vælger mange sommerhuset.”

Boliger sat til salg i marts og solgt inden udgangen af april

Landsdel Andel solgt
Bornholm 38%
Fyn 28%
Københavns by 21%
Københavns omegn 21%
Nordjylland 24%
Nordsjælland 31%
Sydjylland 24%
Vest-og Sydsjælland 23%
Vestjylland 29%
Østjylland 29%
Hovetotal 26%

Kilde: danbolig