Snup boligen før din nabo: Nu lancerer Boligsiden ”kommer snart”-annoncering

Smugkig på boliger, der snart kommer til salg i dit område, og giv dig selv en forlomme på det glødende boligmarked.

Synes du, at der er blevet færre boliger at vælge imellem? Så har du ganske ret.

På landsplan kom 1092 færre villaer til salg fra september til november 2024. Udbuddet af ejerlejligheder er faldet støt fra november 2023 til november 2024, og alene i København kom 886 færre lejligheder på markedet i forhold til samme periode sidste år. Det viser Boligsidens markedsindeks.

Samtidig er boligsalget steget så meget, at det ligner det glødende marked under corona. I oktober blev der solgt så mange boliger, at vi ikke har set tilsvarende siden marts 2022.

Hver tredje boligkøber har desuden oplevet, at drømmeboligen blev snuppet foran dem. Det gælder derfor om at holde øje med de nye boliger på markedet, og nu får du mulighed for at smugkigge på boliger, der snart kommer til salg.

Nyhed, at boligerne må vises

Du kan give dig selv en forlomme med Boligsidens nye ”Kommer snart til salg”- annoncering. Her ser du boliger, der endnu ikke er officielt til salg, men som snart kommer på markedet. Der er en klar fordel for boligkøbere, der er interesserede i et bestemt område, hvor boligerne bliver solgt hurtigt, fortæller Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.  

Det er en nyhed, at Boligsiden har mulighed for at vise de kommende boliger.

»I Danmark har vi skrappe krav til, hvilke dokumenter og formalia der skal være på plads, før en bolig officielt kan sættes til salg. Det har betydet, at hvis det trak ud med at få taget billeder, lavet en el-rapport eller andre dokumenter, var boligen reelt mørkelagt. Nu kan vi åbne døren lidt på klem og lade interesserede få en smagsprøve på, hvad der venter. Så snart alle dokumenter er på plads, åbner vi dørene helt op, som vi plejer,« siger Birgit Daetz.

Boligen er anonym – men du kan kontakte din danbolig-mægler

”Kommer snart til salg”-boligerne vil typisk mangle de sidste dokumenter, og de bliver vist med begrænsede informationer. Som ”Kommer snart til salg”-sag ser du boligerne anonymt uden adresse, men de kan søges frem hos Boligsiden i for eksempel områdesøgninger, på størrelse, antal værelser og forventet pris.

Hvis du finder en spændende ”Kommer snart til salg”-bolig, kan du imidlertid kontakte din lokale mægler og høre nærmere, inden boligen officielt kommer på markedet.