Udbuddet falder igen: Færre huse, lejligheder og sommerhuse til salg ved indgangen til februar

Boligsidens nye udbudstal viser, at boligkøberne har fået færre valgmuligheder i starten af 2026. Antallet af huse til salg er for første gang i knap tre år faldet til under 30.000, og udbuddet af ejerlejligheder nærmer sig nu niveauet fra coronaperioden.

Ejendomsmægler sætter boligannoncer i vinduet i en danbolig-butik

Boligkøbere går ind i februar med et mindre udvalg end for bare en måned siden. Boligsidens udbudstal for primo februar viser fald på tværs af boligtyper. Der er færre villaer og rækkehuse til salg, færre ejerlejligheder og færre sommerhuse.

For første gang siden begyndelsen af april 2023 er antallet af villaer og rækkehuse til salg på landsplan faldet under 30.000. Ved indgangen til februar står 29.739 huse til salg. Det er 2,9 procent færre end for en måned siden og 12,1 procent færre end på samme tidspunkt sidste år.

“Vi hæfter os ved, at faldet i udbuddet ikke skyldes, at sælgerne er forsvundet, men at boligerne bliver omsat hurtigt. Hylderne bliver tømt hurtigere, end de bliver fyldt op, og når udbuddet falder måned for måned, så vidner det om, at efterspørgslen stadig er høj, og at udbuddet har svært ved at følge med,” siger Per Bie, adm. direktør i danbolig a/s.

Boligsiden peger samtidig på, at faldet i udbuddet ikke skyldes stilstand, men et marked med mange handler, hvor boligerne ikke står til salg særlig længe.

Januar-effekten er normal

Hos Nordea Kredit peger boligøkonom Lise Nytoft Bergmann på, at et fald i udbuddet i januar i sig selv ikke er overraskende. Hendes pointe er, at vintermånederne ofte forskubber aktiviteten, fordi mange sælgere venter med at sætte boligen til salg til foråret:

”Det er helt normalt, at udbuddet falder en smule i januar. Det skyldes for det første, at mange danskere hellere vil holde jul med familien i december end at bruge tid på at kontakte ejendomsmæglere og få udarbejdet tilstandsrapporter, plantegninger, billedmateriale og andre formaliteter, der skal være på plads, før en bolig kan annonceres. Dertil kommer, at mange ved, at der sælges flere boliger om foråret end om vinteren, og derfor haster det ikke at få sat boligen til salg.”

Det ændrer ikke ved, at den samlede udbudskurve fortsat peger nedad. Boligsidens opgørelse viser, at udbuddet af villaer og rækkehuse har været faldende hver måned siden begyndelsen af juni 2025, hvor udbuddet samlet er reduceret med cirka 6.200 huse.

Lejlighedsudbuddet nærmer sig coronatiden

På ejerlejlighedsmarkedet er udbuddet endnu mere presset. Ved indgangen til februar er der 5.093 ejerlejligheder til salg på landsplan. Det er et fald på 3,0 procent den seneste måned og hele 26,0 procent færre end for et år siden.

Boligsiden beskriver en tendens, der har været nedadgående siden begyndelsen af juli 2025. Niveauet nærmer sig dermed det laveste, der tidligere er registreret under coronaperioden i 2021, hvor der var omkring 4.800 ejerlejligheder til salg på landsplan.

København By skiller sig ud

I de seneste udbudstal er der kun en enkelt landsdel med fremgang.

Lise Nytoft Bergmann fremhæver, at København By er den eneste landsdel, hvor udbuddet er steget den seneste måned – både på hus- og lejlighedsmarkedet. Hun advarer samtidig mod at drage for sikre konklusioner på én måned, men lægger ikke skjul på, hvorfor hun følger udviklingen tæt:

”Landsdelen København By skiller sig ud i januar, da der – modsat de øvrige landsdele – er kommet mere til salg. Boligmarkedet er brandvarmt i København, og derfor ville det være positivt, hvis der var tale om en ny tendens. Men udbudstallene kan godt svinge lidt fra måned til måned, og derfor skal man være varsom med at konkludere noget på baggrund af en enkelt måned," siger Lise Nytoft Bergmann og tilføjer:

"Vi krydser dog fingre for, at det stigende udbud fortsætter, da det kan lægge en dæmper på de kraftigt stigende priser. Jo mere der er til salg, desto sværere er det for sælgerne at presse priserne op. Men det er på nuværende tidspunkt for tidligt at vurdere, om udviklingen fortsætter, og vi nøjes derfor med at glæde os over, at det i hvert fald ikke er blevet endnu sværere at være boligkøber i København.”

Sommerhuse følger med ned

Også sommerhusmarkedet går ind i februar med færre boliger til salg. Boligsidens tal viser, at der er 4.930 sommerhuse til salg på landsplan. Det er 3,9 procent færre end for en måned siden og 13,1 procent lavere end på samme tidspunkt sidste år.

“Når udbuddet falder på tværs af boligtyper, bliver der mindre at vælge imellem og mindre at forhandle om. Der er kort sagt flere om buddet, og derfor ser vi, at køberne er hurtige til at slå til,” siger Per Bie.

Find din kommune: Udvikling i udbud for villaer og rækkehuse

Kilde: Boligsidens udbudstal for primo februar 2026

Portræt af Administrerende direktør, Per Bie

“Vi hæfter os ved, at faldet i udbuddet ikke skyldes, at sælgerne er forsvundet, men at boligerne bliver omsat hurtigt. Hylderne bliver tømt hurtigere, end de bliver fyldt op, og når udbuddet falder måned for måned, så vidner det om, at efterspørgslen stadig er høj, og at udbuddet har svært ved at følge med.”

Per Bie, adm. direktør, danbolig a/s