Varm sommer for ejerlejlighederne - prisstigninger fem måneder i træk

To danbolig-mæglere i København og Aarhus: Der er flotte prisstigninger på lejlighedsmarkedet, og efterspørgslen efter lejligheder til salg er brandvarm. 

Der er rigtigt gode nyheder til lejlighedsejerne, som hen over sommeren har oplevet prisstigninger i flere etager. Prisen på den gennemsnitlige ejerlejlighed i Danmark er steget fem procent siden marts i år, og august blev den femte måned i træk med stigende lejlighedspriser.

Det viser de nyeste tal fra Boligsidens Markedsindeks.

Godt tidspunkt at sælge i København

I flere af landets store byer fortæller danbolig-mæglere om stor efterspørgsel efter ejerlejligheder trods prisstigningerne. Liggetiden i København er faldet fra 78 dage i marts til 66 dage i august, og markedet er forrygende, lyder det fra Sadiq Bøg Bostanalli, som er indehaver af flere danbolig-butikker i Københavns brokvarterer.

»Vi kunne sælge langt flere lejligheder, men vi mangler dem simpelthen. Der er måske en opfattelse af, at markedet er gået i stå, så folk er lidt tilbageholdende med at sætte til salg – men det må jeg afkræfte. Interessen er kæmpestor. Sælgerne kan godt blive lidt overrasket af værdien af deres lejlighed, når de har haft besøg af os, for de tror faktisk ikke, at markedet er så godt, som det er. Jeg oplever derfor stor glæde og overraskelse fra sælgerne, når vi skal vurdere og sælge deres lejligheder i øjeblikket,« siger Sadiq Bøg Bostanalli.

Ifølge Boligsiden endte den gennemsnitlige salgspris for ejerlejligheder på 54.046 kroner pr. kvadratmeter i august i Københavns Kommune, hvor størstedelen af landets ejerlejligheder ligger. Det er det næsthøjeste prisniveau målt i Boligsidens statistikker. Også i Frederiksberg Kommune steg lejlighedspriserne fra juli til august.

Også stor efterspørgsel i Aarhus

Ligeledes oplever danbolig-mægler i Aarhus Birgitte Agerskov Bro, at udbuddet af ejerlejligheder er begrænset.

»Vi har tidligere haft en del projektsalg og nybyggeri, som holdt udbuddet i gang, men de er ved at være solgt. Vi kan helt klart mærke, at det lavere udbud bremser markedet og at det kommer bag på folk, at der ikke er så meget at vælge imellem,« siger Birgitte Agerskov Bro.

På landsplan blev lejlighederne i Danmark i gennemsnit handlet for 35.767 kroner pr. kvadratmeter i august måned, viser Boligsidens nyeste tal. Dermed har lejlighedspriserne på landsplan ramt det tredjehøjeste niveau målt i Boligsidens statistikker, som strækker sig tilbage til 2011 – kun overgået af salgspriserne for henholdsvis maj 2022 og juni 2022.

 

Boligsiden: Overraskende positiv prisudvikling

For en gennemsnitlig ejerlejlighed på 80 kvadratmeter svarer prisstigningerne til en værdiforøgelse på lidt over 137.000 kroner siden marts i år, oplyser Boligsiden.

»Den seneste tid har vi set flere positive takter på boligmarkedet. Når det kommer til boligpriserne, er der overordnet set tale om et højt niveau, der læner sig op ad topniveauet, som vi så tilbage i foråret og sommeren 2022, før priserne for alvor faldt i andet halvår af 2022 – og de prisfald er nu mere end indhentet,« siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Også villaer, rækkehuse og sommerhuse er gennemsnitligt steget siden sidste år, men i august er det særligt ejerlighederne, der driver fremgangen.

»Den seneste tids prisstigninger har især gjort sig gældende for ejerlejlighederne, særligt i København. Det er sket på trods af de nye boligskatter, som generelt er steget for ejerlejligheder i hovedstaden. Set i det lys er der tale om en overraskende positiv prisudvikling, som blandt andet er hjulpet på vej af rentenedsættelser, et robust arbejdsmarked, højere lønninger og en generel optimisme omkring boligmarkedets udvikling,« siger Birgit Daetz.