Vismændene: Højere huspriser frem mod 2030
Der er lagt op til en massiv stigning i huspriserne frem mod 2030. Det fremgår af den seneste prognose fra De Økonomiske Råd, som boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit har analyseret.


Lise Nytoft Bergmann
Artiklen er skrevet af Lise Nytoft Bergmann, som er chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Kredit. Hendes fokusområde er bolig- og rentemarkedet, og gennem statistik og analyser deler hun ud af sin viden om emner med betydning for danske boligejere og boligkøbere.
De Økonomiske Råd har netop fremlagt en ny prognose for dansk økonomi, og den indeholder både en god og en dårlig nyhed til boligejerne. De gode nyhed er, at vismændene forventer, at huspriserne kommer til at stige flot i de kommende år, mens den dårlige er, at boligejerne ikke skal forvente lavere 30-årige renter lige foreløbigt.
Konkret forventer vismændene, at huspriserne stiger med 4,3 pct. i 2025 og med yderligere 3,2 pct. i 2026 for herefter at stige med 4,2 pct. i gennemsnit i årene 2027 til 2030. Samlet set er der således lagt op til en massiv stigning i huspriserne frem mod 2030.
Alt er dog ikke lutter lagkage for boligejerne, eftersom den lange 30-årige rente forventes at fortsætte på det nuværende forholdsvist høje niveau i de kommende år. I dag ligger den effektive rente på et 30-årigt fastforrentet realkreditlån på 4,1 pct., og det niveau forventes ifølge vismændenes prognose at fortsætte i den resterende del af 2025 og 2026 for herefter at stige en lille smule til 4,4 pct. i årene 2027-2030. Der er således ikke udsigt til hurtige nedkonverteringer lige nu, og det vil nok ærgrer mange boligejere med fastforrentede lån.
”Boligejerne kan være godt tilfredse med vismændenes prognose. For selv om vismændene forventer, at den lange rente er tæt på bunden, forventer de alligevel flotte stigninger i boligpriserne frem mod 2030. Hvis vismændenes prognose holder stik, har boligejerne således udsigt til seks gode år med konstant stigende priser på boligmarkedet.”
”Høje renter er normalt ikke nogen god nyhed for boligmarkedet, men forklaringen ligger i vismændenes forventninger til inflationen og lønudviklingen. I 2025 forventer vismændene en inflation på 1,5 pct. og en lønudvikling på 4,1 pct. og i 2026 en inflation på 1,7 pct. og en lønudvikling på 3,6 pct. Vismændene ligger således op til, at danskerne får en flot fremgang i deres realløn i de kommende år, og den fremgang kan bl.a. veksles til adgangsbillet til boligmarkedet. Og hvis efterspørgsel efter boliger stiger, gør boligpriserne normalt det samme.”
Huspriserne vil være 629.000 kr. højere i 2030
Hvis vismændenes får ret i deres prognose, kan boligejerne godt begynde at glæde sig. I det tilfælde har de nemlig udsigt til en massiv stigning i deres friværdi.
I 2024 kostede et gennemsnitligt hus ca. 2.339.000 kr., og ifølge vismændene forventes det samme hus at kunne sælges for 2.968.000 kr. i 2030. Det svarere til en værdistigning på 629.000 kr., og dermed har boligejerne udsigt til en værdistigning på i gennemsnit ca. 105.000 kr. om året i perioden 2025 til 2030.
Kilde: Nordea Kredit på baggrund af prognosen fra DORS og kvadratmeterpriser på huse fra Finans Danmark
”Vismændene forudser, at huspriserne er 27 pct. højere i 2030. Det er en glædelig nyhed for eksisterende boligejere men en virkelig ærgerlig prognose for potentielle boligkøbere.”
”Førstegangskøberne har det i øjeblikket svært i de dyre områder af landet, og der er ikke noget, der tyder på, at det bliver nemmere lige foreløbigt. For selv om danskerne har udsigt til, at lønnen stiger mere end inflationen i de kommende år, blive den ekstra købekraft hurtigt spist op af højere boligpriser. På den baggrund kan man godt forstå, hvis førstegangskøberne synes, at vismandsrapporten er deprimerende læsning.”
Økonomerne er enige om, at huspriserne stiger – men ikke hvor meget
De seneste uger er det væltet frem med nye økonomiske prognoser og dermed også nye bud på, hvor meget huspriserne vil stige i de kommende år. Den 20. maj var regeringen på banen, den 21. maj fulgte vi efter i Nordea, og i dag er det så vismændenes tur.
Alle prognoser er enige om, at huspriserne kommer til at stige i de kommende år, men de er ikke enige i hvor meget. Eksisterende boligejere bør derfor håbe på, at det er Nordea, der får ret, og at det største fejlskud kommer fra regeringen.
”I Nordea forventer vi solskin på boligmarkedet i de kommende år. Dansk økonomi er i hopla, arbejdsmarkedet er stærkt, og de fleste danskere har udsigt til en forholdsvist flot stigning i reallønnen. Samtidigt forventer vi, at de korte renter vil falde en lille smule yderligere og kombineret med et relativt lavt udbud af boliger mange steder i landet, vil det presse priserne op. Vi er endda optimistiske på både huse, ejerlejligheder og fritidshuse og ikke mindst i og omkring de store byer.”
Ifølge Danmarks Statistik ligger den gennemsnitlige stigning i huspriserne på 3,1 pct. om året de seneste 20 år, men med store geografiske forskelle. I landsdelen København By og landsdelen København Omegn er husprisrene fx steget med hhv. 5,0 og 4,4 pct. i gennemsnit om året, mens husprisrene i Vest- og Sydsjælland og i Vestjylland kun er steget med hhv. 1,9 pct. og 2,0 pct. om året.