Boligsidens Markedsindeks: Ny prisrekord på huse og ejerlejligheder i fortsat fremgang

Huspriserne når ny milepæl og har nu rundet 3 mio. kroner. Det viser de seneste tal fra Boligsidens Markedsindeks, som også peger på fortsatte prisstigninger på ejerlejligheder.

Ejendomsmægler sætter "Solgt"-skilt fra danbolig i vinduet i en lejlighed

De seneste november-tal fra Boligsidens Markedsindeks viser igen stigende salgspriser for både huse, ejerlejligheder og sommerhuse. For villaer og rækkehuse betyder udviklingen, at den gennemsnitlige salgspris på landsplan nu har passeret 3 mio. kr.

Konkret steg huspriserne med 1,3 procent i november måned, og målt over det seneste år er huspriserne steget med 7,2 procent. Det er væsentligt mere end den gennemsnitlige årlige stigning på 3,2 procent siden 2011.

"Landets boligejere kan generelt være tilfredse med udviklingen det seneste år, og når gennemsnitshuset på landsplan har krydset 3 millioner kroner, er det et tydeligt tegn på, at efterspørgslen stadig ligger på et højt niveau," siger Per Bie, administrerende direktør i danbolig a/s.

Selvom salgspriserne sætter ny rekord på landsplan, er der fortsat store forskelle mellem landets kommuner.

Tjek din kommune: Udvikling i huspriserne

Kilde: Boligsidens Markedsindeks

Stærk måned på ejerlejlighedsmarkedet

På ejerlejlighedsmarkedet går det også stærkere, end det plejer. På landsplan er den gennemsnitlige kvadratmeterpris for ejerlejligheder steget med 1,6 procent den seneste måned, mens priserne ligger 14,3 procent højere end på samme tidspunkt sidste år.

Nordea Kredits boligøkonom, Lise Nytoft Bergmann, hæfter sig især ved udviklingen i landsdelen København By, hvor ejerlejlighedspriserne steg 2,4 procent i november. Boligøkonomen kalder det en vild stigning på en enkelt måned:

”Det hører til sjældenhederne, at vi ser en prisstigning på 2,4 procent på boligmarkedet på en enkelt måned. Og når det drejer sig om en mørk og trist november, er det endnu mere usædvanligt. Det er ikke på denne tid at året, at priserne normalt løber stærkest. Det vidner om, at der intet normalt er ved det københavnske ejerlejlighedsmarked i øjeblikket,” siger Lise Nytoft Bergmann.

Uden for København har prisudviklingen været mere afdæmpet. Over det seneste år er ejerlejlighedspriserne steget med knap 9 procent i Aarhus og knap 2 procent i Odense, mens de er faldet med ca. 6 procent i Aalborg.

Udvikling i lejlighedspriserne i storbyerne

Kilde: Boligsidens Markedsindeks

Udviklingen svarer til, at lejlighedskøberne i Københavns Kommune nu betaler 67.830 kr. pr. kvadratmeter, mens den gennemsnitlige kvadratmeterpris for ejerlejligheder i Frederiksberg Kommune nu har krydset 75.000 kr. pr. kvadratmeter.

Omregnet til prisen for en standardlejlighed på 80 kvadratmeter er prisen i København cirka 5,4 millioner kroner, mens lejligheden koster 6,0 millioner kroner på Frederiksberg. Det er i begge kommuner cirka 1 million kroner mere end på samme tidspunkt sidste år.

Sommerhusmarkedet i fin form

Sommerhusmarkedet ser også ud til at slutte året af i fin form. I november er den gennemsnitlige kvadratmeterprise steget 1,9 procent den seneste måned og ligger 5,6 procent højere end på samme tidspunkt sidste år.

"Sommerhusmarkedet var tidligere mere sæsonpræget med lavere aktivitet i de kolde måneder, men de seneste år har vi set, at sæsonen i praksis er blevet længere. Når priserne stiger i november er det derfor et tegn på, aktiviteten fortsat er højere, end kalenderen normalt tilsiger," siger Per Bie.

Hele landet: Salgspriser i november 2025

Kilde: Boligsidens Markedsindeks

Portræt af Lise Nytoft Bergmann, Nordea

”Det hører til sjældenhederne, at vi ser en prisstigning på 2,4 procent på boligmarkedet på en enkelt måned. Og når det drejer sig om en mørk og trist november, er det endnu mere usædvanligt. Det er ikke på denne tid at året, at priserne normalt løber stærkest. Det vidner om, at der intet normalt er ved det københavnske ejerlejlighedsmarked i øjeblikket.”

Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom, Nordea Kredit