Comeback: Boligsalget slår rekorder i maj
Boligmarkedet har hurtigt genvundet momentum i takt med genåbningen af samfundet. Køberne er vendt stærkt tilbage i markedet og har underskrevet rekordmange købsaftaler. Det samme gælder sælgerne, der er begyndt at sætte til salg igen.
Boligmarkedet er hurtigt kommet op i omdrejninger igen efter den gradvise genåbning af landet. Køberne er vendt stærkt tilbage i markedet og har underskrevet rekordmange købsaftaler i maj måned. Det viser en foreløbig opgørelse fra Boligsiden.
I maj måned er der blevet lukket 41 procent flere handler end måneden før, og sammenlignet med en normal maj måned opgjort som det gennemsnitlige salg i maj de sidste fem år, er der blevet solgt 31 procent flere boliger over hele landet i sidste måned.
”Danskerne har hurtigt fået købelysten tilbage, hvis man ser på antallet af solgte boliger landet over, hvilket først og fremmest hænger sammen med, at chokket over coronavirussen nu har lagt sig,” siger boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit.
Sælgerne melder sig på banen
Det er ikke kun køberne, der har haft travlt på boligmarkedet i maj måned. Det samme gælder boligejerne, der er begyndt at sætte til salg igen. I april måned lå antallet af nye boliger til salg 23 procent under gennemsnittet for de seneste fem år, mens tallet kun lå 3 procent under i maj måned.
”Forklaringen skal formentlig findes i, at boligejerne igen føler sig trygge ved at sætte til salg. I et marked med høj handelsaktivitet, lave liggetider og et lavt udbud af boliger er der gode forudsætninger for at få et godt salg, og derfor ser vi nu, at markedet er kommet op i gear,” siger Per Bie, adm. direktør i danbolig a/s.
”Vi får i øjeblikket mange henvendelser fra boligejere, som gerne vil vide, hvad deres bolig er værd. Det giver boligejerne tryghed at vide, hvor stærkt de står, så de kender deres muligheder, uanset om de skal sælge nu og her eller i fremtiden,” tilføjer han.
Salget når nye højder
De høje salgstal fra Boligsiden skyldes flere salg over hele fronten i maj måned. Salget af ejerlejligheder er næsten tilbage til et gennemsnitligt niveau for de seneste fem år, mens der er blevet lukket mere end en femtedel flere handler med rækkehuse og villaer end normalt.
Salget af sommerhuse fortsætter også sin himmelflugt og når stadig nye højder. I flere af ugerne i maj er der blevet solgt over 500 sommerhuse. Det er højere end de seneste fem år, hvor der aldrig er blevet solgt mere end 300 sommerhuse på en enkelt uge i maj.
”I takt med genåbningen af samfundet har boligmarkedet også gjort et comeback, og der bliver nu købt flere boliger end tidligere. Udviklingen er især drevet af det høje sommerhussalg, men salget af villaer og rækkehuse trækker også pænt op i statistikken,” siger Per Bie.
”Det skal dog siges, at der stadig er mange ubekendte faktorer i spil angående coronavirussen og dens økonomiske følgevirkninger, hvorfor boligmarkedet er forbundet med større usikkerhed end normalt i øjeblikket,” tilføjer Lise Nytoft Bergmann.