Ejendomsvurderingen kan ændres, hvis du vil sælge
Er du i tvivl om at sætte din bolig til salg på grund af en høj foreløbig ejendomsvurdering? Så skal du måske læse med her – for der er faktisk mulighed for at ændre den foreløbige vurdering.
Siden nytår er udbuddet af ejerboliger stagneret eller faldet især øst for Storebælt. Det skyldes i høj grad, at markedet afventer som følge af de nye ejendomsvurderinger, som kan få boligskatterne til at se drabelige ud.
Imidlertid findes der i særlige tilfælde mulighed for at få ændret ejendomsvurderingen – og sådan et særligt tilfælde kunne være, at man gerne vil sælge ejendommen. Det oplyser Vurderingsstyrelsen.
”Hvis den foreløbige vurdering er for høj, vil udgifterne til boligskat se højere ud, end de faktisk bliver, når den endelige vurdering kommer. Det kan besværliggøre et salg. Hvis du vil sælge din bolig, kan du derfor få ændret den foreløbige vurdering, så den svarer til udbudsprisen omregnet til 2022-niveau. Det er den pris, som ejendommen ville have haft, hvis den var sat til salg den 1. januar 2022. Enkelte boliger vurderes i 2023. Hvis det gælder din bolig, skal udbudsprisen tilbageindekseres til 2023-niveau,” skriver Vurderingsstyrelsen.
Som køber kan du også anmode om at få ændret den foreløbige ejendomsvurdering, hvis du har købt ejendommen 12. september 2023 eller derefter. I enkelte andre særlige tilfælde som brand, oversvømmelse og forurening kan der også være muligheder.
Det er dog kun i nogle tilfælde muligt at ændre den foreløbige ejendomsvurdering, understreger Vurderingsstyrelsen. Forskellen skal nemlig være mindst 20 procent i forhold til den omregnede udbudspris (2022-niveau).
”Når de nye værdier er registreret, vil din foreløbige boligskat for 2024 – og dermed også din forskudsopgørelse – bliver genberegnet. Der er dog fortsat tale om en foreløbig vurdering og et foreløbigt beskatningsgrundlag, som genberegnes og efterreguleres, når den endelige vurdering kommer,” oplyser Vurderingsstyrelsen.
Hvis du overvejer at sælge, kan der være flere gode grunde til at sætte til salg netop nu. Historisk set bliver der solgt flest boliger i foråret og op til sommerferien. Du kan begynde med at booke en gratis og uforpligtende salgsvurdering; så giver vi dig indblik i din boligs potentiale og fordelene ved at sætte til salg nu.