Energioptimering af din bolig: Lav en flerårig plan med det nye håndværkerfradrag

Hvis du som boligejer går med tanker om energibesparelser, kan du med fordel at lave en overordnet plan for de kommende tre år.

Hvis du som boligejer går med tanker om energibesparelser, kan du med fordel at lave en overordnet plan for de kommende tre år.

På finansloven er der årligt afsat 300 millioner kroner til håndværkerfradraget, og du kan blandt andet få fradrag for forbedringer, som støtter den grønne omstilling. Ifølge Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea Kredit, kan der for eksempel komme håndværkerfradrag for arbejde i forbindelse med omfangsdræn, højtvandslukke, udskiftning af ruder, vinduer og døre eller efterisolering.

Håndværkerfradraget forventes at stige

Håndværkerfradraget har en skattemæssig værdi på cirka 26 procent, forklarer Lise Nytoft Bergmann. Det betyder, at du sparer cirka 260 kroner i skat ved en regning på 1.000 kroner, så den faktiske regning ender på 740 kroner.

Du kan få et håndværkerfradrag på op til 8.600 kroner, og hvis du køber håndværksydelser for hele beløbet, kan du derfor spare 2.236 kroner i skat, så den faktiske regning skrumper til 6.364 kroner. Er I to voksne i husstanden, bliver beløbet dobbelt så stort, hvilket svarer til at I kan trække op til 17.200 kroner fra i skat. På den måde bliver jeres faktiske udgift reduceret til cirka 12.728 kroner.

»I finansloven er der sat penge af til håndværkerfradraget i 2025 til 2027, og derfor kan boligejerne eventuelt spekulere i at fordele regningen til en grøn istandsættelse af deres bolig over flere år for at få mest muligt glæde af fradraget. De 8.600 kroner er 2025-niveau, og beløbet forventes derfor at blive reguleret en lille smule op i 2026 og 2027,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Håndværkerfradraget forventes at stige

»Boligejerne kan eventuelt spekulere i at fordele regningen til en grøn istandsættelse af deres bolig over flere år for at få mest muligt glæde af fradraget.«

- Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Kredit

Tre konkrete anbefalinger til boligejerne

For at komme godt i gang med jeres energioptimering anbefaler danbolig:

1. Få lavet en energirapport: En professionel vurdering af boligens energistandard kan hjælpe jer med at prioritere de mest effektive tiltag.  

»Det nytter jo ikke ret meget at isolere hulmuren, hvis varmen fosser ud gennem et dårligt isoleret tag eller gennem nogle utætte vinduer,« siger Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea Kredit. Reduktionen i energiforbruget afhænger blandt andet af boligtypen - er der for eksempel tale om en lille og kompakt bolig som et rækkehus, eller er det en lang og smal bolig? Desuden spiller boligens alder og det nuværende energiforbrug ind på besparelsen.

2. Udnyt håndværkerfradraget: Undersøg, hvilke tiltag du kan få fradrag for, og planlæg renoveringen, så du maksimerer fordelen.  

3. Tænk langsigtet: Investeringer som efterisolering og nye vinduer kan øge både boligens værdi og indeklimaet for dig som ejer.

»Det er meget forskelligt, hvordan salgsprisen påvirkes af for eksempel en hulmursisolering. Der findes områder, hvor man kan få hele investeringen hjem, når boligen sælges, og andre områder, hvor det stadig vil være svært at sælge en bolig, også selv om den er hulmursisoleret. Generelt skal boligejerne ikke forvente at tjene penge på at klimasikre deres bolig, da en ny ejer normalt ikke vil give flere penge for en hulmursisolering, end det koster at få en håndværker til at udføre den,« siger Lise Nytoft Bergmann.