Er sommerhuset en god investering?
For første gang i mange år stiger sommerhuspriserne mere end huspriser. Vi giver en status på sommerhusmarkedet og fortæller om vores forventninger til den kommende sæson.
Sommerhuspriserne stiger nu mere end huspriserne
Oven på en længere periode med faldende priser begyndte sommerhuspriserne at stige igen i 2015. I 2015 og 2016 steg sommerhuspriserne dog kun med hhv. 1,8 pct. og 0,3 pct., men i 2017 begyndte der at komme fart på markedet, og prisstigningerne accelererede til 3,6 pct. i 2017 og til 5,1 i 2018.
I 2018 overhalede prisstigningerne på sommerhuse endda de tilsvarende prisstigninger på huse, og dermed er sommerhusmarkedet igen rykket frem i ligaen over gode investeringer på boligmarkedet.
”Det er ikke ualmindeligt, at sommerhuspriserne stiger mere end huspriserne, men vi skal tilbage til 2007 sidst det skete. På daværende tidspunkt oplevede vi dog en længere årrække fra 1998 til 2005, hvor sommerhuspriserne steg væsentligt mere end huspriserne, og det er ikke utænkeligt, at det også kommer til at gøre sig gældende i de kommende år”, siger Chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Kredit Lise Nytoft Bergmann.
Sommerhuset har været en fin investering for mange
Langt de fleste danskere køber sommerhus for at bruge det, men når det er sagt, vil de fleste også gerne have et vist afkast af deres penge, fortæller Lise Nytoft Bergmann:
”Et sommerhuse kan ikke sammenlignes med en aktie eller obligation. Et sommerhus har man glæde af undervejs i ejerskabet, og mange familier tilbringer både ferier og weekender i fritidshuset, ligesom der kan være mange minder knyttet til stedet. Så der er tale om en helt anden form for investering. Alligevel er det selvfølgelig rart at få et vist afkast på den investerede kapital”.
Som figur 1 også viser, så var de årlige prisstigninger på sommerhuse meget høje i perioden 1996 til 2006. I alle år steg sommerhuspriserne med mere end 8 pct., og i 2005 steg priserne med ikke mindre end 23 pct. Herefter fulgte en periode med fra 2008-2014, hvor priserne faldt, dog med 2010 som undtagelse. Derfor har de familier, der har ejet sommerhuset i mange år, fået en klækkelig gevinst.
Hvor stor gevinsten er, afhænger af hvornår sommerhuset er købt, og hvor det er beliggende. Historisk set er det sommerhusejerne i Nordsjælland, der har fået den størst gevinst i kroner og øre. Købte man et sommerhus på 80 m2 tilbage i starten af 90’erne, kan man i dag sælge det med en gevinst på knap 1,2 mio. kr., se også figur 2a og 2b. På daværende tidspunkt kostede sommerhuset ca. 380.000 kr., og det svarer til en gevinst på mere end 300 pct., eller til at man kan sælge sommerhuset for ca. fire gange så stort et beløb, som det beløb man i sin tid gav for det. I de øvrige landsdele øst for Storebælt er gevinsten lidt mindre, uanset om man måler den i kroner eller procent.
Figur 2a og figur 2b: Så meget har man tjent på et gennemsnitligt sommerhus på 80 m2 i de enkelte landsdele, afhængig af hvornår sommerhuset er købt
Figur 3a
Anm.: Prisen er beregnet ved hjælp af et 4. kvartalers glidende gennemsnit
Kilde: Nordea Kredit
Figur 2b
Anm.: Prisen er beregnet ved hjælp af et 4. kvartalers glidende gennemsnit
Kilde: Nordea Kredit
Vest for Storebælt er det sommerhusejere i Østjylland, der har opnået den største stigning i friværdien. I dag kan et sommerhus, der blev købt i starten af 90’erne, sælges for næsten 1 mio. kr. mere end på daværende tidspunkt, hvor sommerhuset kostede ca. 360.000 kr. Det svarer til en gevinst på 270 pct. Sommerhusejerne i de øvrige landsdele vest for Storebælt har også høstet en klækkelig gevinst, hvis de har haft sommerhuset i mange år, om end gevinsten ikke er nær så stor som i Østjylland, uanset om man opgør den i kroner eller procent.
Figur 3a og figur 3b: Så meget koster et gennemsnitligt sommerhus på 80 m2 i de enkelte landsdele
Figur 3a
Anm.: Prisen er beregnet ved hjælp af et 4. kvartalers glidende gennemsnit
Kilde: Nordea Kredit
Figur 3b
Anm.: Prisen er beregnet ved hjælp af et 4. kvartalers glidende gennemsnit
Kilde: Nordea Kredit
Nogle sommerhusejere har tabt penge på investeringen
Sommerhusmarkedet har ikke altid været lukrativt. Der findes stadig sommerhusejere, der har købt på et uheldigt tidspunkt, og som må realisere et tab, hvis de skal sælge det i dag. Der drejer sig særligt om sommerhusejere, der har købt i perioden 2006 til 2012.
Har man købt på det mest uheldige tidspunkt og i de mest uheldige landsdele som Fyn og Syd- og Vestsjælland, vil man realisere et tab på 300.000 til 400.000 kr., hvis sommerhuset skal sælges i dag. Det svarer til et tab på næsten 25 pct. af den oprindelige købspris.
”Tabet tager dog ikke højde for den nytteværdi, man har haft af sommerhuset undervejs i ejertiden, og de alternative udgifter, man ville have haft, hvis man skulle have lejet et tilsvarende feriehus i de helligdage og ferie, hvor man har benyttet sommerhuset”, forklarer Lise Nytoft Bergmann og supplerer:
”Overordnet set har de fleste sommerhusejere tjent penge på deres ejerskab, men vi har været igennem en historisk dramatisk krise på boligmarkedet i slutningen af 00’erne, som også har påvirket sommerhusejerne”.