Maj blev årets travleste måned på boligmarkedet

Maj satte årets foreløbige rekord for antal solgte boliger på en enkelt måned. Sammenlignet med sidste år, hvor der blev solgt usædvanlig mange boliger i maj, er aktiviteten dog lavere. Det viser de seneste handelstal fra Boligsiden.

8.688 boliger skiftede ejer i maj. Det er det højeste antal på en enkelt måned i år og en stigning på tre procent sammenlignet med april. Førstepladsen er dog snæver: Der er kun 13 flere handler i maj end i marts, som nu indtager andenpladsen.

Målt på antal solgte boliger er maj i år den fjerdehøjeste maj-måned i hele statistikkens levetid. Sammenlignet med samme måned sidste år er der til gengæld solgt otte procent færre boliger på landsplan.

”Sidste år blev der solgt usædvanlig mange boliger i maj, så det er ikke overraskende, at niveauet er lavere i år. Når det er sagt, er der stadig godt gang i handlerne i store dele af landet, ikke mindst når det gælder huse og sommerhuse,” siger Per Bie, adm. direktør i danbolig a/s.

”Når vi renser for sæsonudsving, ligger handelsaktiviteten i maj stort set på niveau med april. Det er faktisk en positiv udvikling, fordi det peger på, at den igangværende rolige opbremsning på boligmarkedet fortsætter. Efter et ekstremt travlt 2025 er det kun sundt, at tempoet er taget lidt af,” siger boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit og tilføjer:

”Boligmarkedet befinder sig stadig på et meget højt aktivitetsniveau. Den faldende handelsaktivitet er derfor ikke et tegn på, at køberne bliver væk, men derimod for, at markedet bevæge sig fra et unormalt højt gear til et mere bæredygtigt tempo. Ser vi bort fra coronaårene og det ekstraordinære 2025, ligger handelsaktiviteten fortsat tæt på de historiske topniveauer.”

Husmarkedet deler sig geografisk

Samlet set blev der solgt 5.174 villaer og rækkehuse i maj. Det er det højeste månedsniveau i år og det tredjehøjeste niveau for maj i Boligsidens statistik, der går tilbage til 2011. Sammenlignet med samme måned sidste år er hussalget dog faldet med otte procent.

Især i hovedstadsområdet er der solgt færre huse.. Her var fremgangen til gengæld kraftig sidste forår, og udviklingen i år ligner derfor mere en stabilisering end en opbremsning. Modsat er salget af huse steget i flere sydsjællandske kommuner og i flere områder i Vestjylland.

”I hovedstadsområdet ser vi færre hushandler i maj, men det skal ses i lyset af, at netop dét område havde en stor fremgang sidste år. Der er mere tale om, at markedet finder et stabilt leje. Til gengæld er der kommet mere gang i handlerne i flere kommuner på Sydsjælland og i Vestjylland,” siger Per Bie.

Sommerhussalget stiger i maj

Sommerhusene er fortsat en eftertragtet vare. I maj blev der solgt 1.158 af dem. Det er det højeste niveau på månedsbasis i år og, ligesom for husene, det tredjehøjeste niveau for maj i statistikken. Sommerhuse er samtidig den eneste boligtype, der er solgt flere af i maj i år end i samme måned sidste år.

”Sommerhusene er den eneste boligtype, der er solgt flere af end for et år siden. Mange søger et fristed tæt på naturen, hvor familien kan samles og koble af, og den efterspørgsel ser ud til at holde ved. Lige nu er det især i Vestjylland og Nordsjælland, at salget går stærkt,” siger Per Bie.

Også landsdele som Vest- og Sydsjælland og Nordjylland holder niveauet fra maj sidste år.

Salg af sommerhuse i maj fordelt på landsdele

Kilde: Boligsiden

Færre solgte lejligheder end sidste år

På landsplan blev der solgt 1.732 ejerlejligheder i maj, 10 procent færre end i maj sidste år. Lejlighedsmarkedet udvikler sig dermed mere afdæmpet end markedet for huse og sommerhuse. Til gengæld peger pilen opad i de to største byer, når man sammenligner med april.

I Københavns Kommune blev der solgt 563 ejerlejligheder i maj mod 518 i april, en fremgang på ni procent. Set i forhold til maj sidste år ligger salget i hovedstaden dog 17 procent lavere. I Aarhus steg lejlighedssalget med 23 procent fra april til maj og lå dermed stort set på niveau med samme måned sidste år med en fremgang på én procent.

”Sidste år blev der solgt usædvanlig mange boliger i maj, så det er ikke overraskende, at niveauet er lavere i år. Når det er sagt, er der stadig godt gang i handlerne i store dele af landet, ikke mindst når det gælder huse og sommerhuse.”

Per Bie, adm. direktør i danbolig a/s