Sommerhussæson: Sådan finansierer du købet
Højsæsonen for sommerhushandler står for døren. Boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit har regnet på, hvad det koster at finansiere sommerhuskøbet.
Foråret har meldt sin ankomst og indledt højsæsonen for bolighandler. Det gælder også på markedet for sommerhuse, hvor handelsaktiviteten plejer at stige i takt med foråret og de tidlige sommermåneder. Nordea Kredits boligøkonom Lise Nytoft Bergmann har derfor regnet på, hvad det koster at finansiere et sommerhuskøb.
Tager vi udgangspunkt i et gennemsnitligt sommerhus på 80 m2, så koster det i øjeblikket 1.710.000 kr. Hvis sommerhuset finansieres med et 30-årigt realkreditlån med fast rente på 75 pct. af købesummen, hvoraf de 60 pct. er uden afdrag, kombineret med et 10-årigt banklån på 20 pct. og en egenbetaling på 5 pct., så udgør den månedlige betaling 6.580 kr.
”Vi har den seneste tid været vidne til en stigende rente, men i et historisk perspektiv er der stadig tale om et lavt renteniveau. Samtidig betyder muligheden for afdragsfrihed, at købere, der ikke har haft tid eller mulighed for at spare op, kan få nedbragt den dyrere bankgæld først og på den måde få oparbejdet friværdi i deres sommerhus,” siger Per Bie, adm. direktør i danbolig a/s.
Finansiering af sommerhuset
Et sommerhuslån består typisk af et realkreditlån på op til 75 pct. af købsprisen. De resterende 25 pct. af købsprisen kan enten finansieres ved egen formue i form af friværdi eller opsparing eller ved et banklån. Som minimum skal du kunne dække en udbetaling på 5 pct., når du skal købe et sommerhus.
Når du vil låne til finansiering af sommerhus, kigger vi på de samme faktorer, som hvis du ledte efter et normalt boliglån. At købe sommerhus minder nemlig om at købe en helårsbolig. Du køber en grund og et hus eller lejlighed – og din økonomi og eventuelle friværdi i din helårsbolig bestemmer, hvor meget du kan købe for.
Det er af den årsag, at du kan optage et sommerhuslån som et realkreditlån. Og ligesom med et normalt realkreditlån har du mulighed for afdragsfrie perioder, ligesom du også kan vælge mellem variabel eller fast rente. For sommerhuse kan afdragsfriheden maksimalt udgøre 60 pct. af boligens værdi.
Kilde: Nordea
Friværdi veksles til sommerhus
Ovenpå de seneste års heftige handelsaktivitet på boligmarkedet er der blevet skruet godt og grundigt op for salgspriserne. Det har givet boligejerne en friværdistigning i deres helårsbolig, som kun kan betegnes som usædvanlig flot. Den udvikling er til stor gavn for de boligejere, der overvejer at veksle friværdien til et sommerhus.
Finansiering af sommerhuskøb med 75% realkredit, 20% banklån, 5% egenbetaling
Realkreditlån | Banklån | Samlet lån | |
Nettoyd. | Nettoyd. | Nettoyd. | |
Hele landet | 3.330 | 3.250 | 6.580 |
Bornholm | 3.700 | 3.600 | 7.300 |
Nordsjælland | 4.720 | 4.590 | 9.310 |
Østjylland | 3.520 | 3.440 | 6.960 |
Vestjylland | 2.480 | 2.430 | 4.910 |
Nordjylland | 2.600 | 2.540 | 5.140 |
Vest- og Sydsjælland | 3.230 | 3.150 | 6.380 |
Fyn | 3.360 | 3.280 | 6.640 |
Sydjylland | 3.100 | 3.020 | 6.120 |
Kilde: Nordea Kredit. Anm.: Realkreditlån med 10 års afdragsfrihed og fast rente (60 % af købesum), realkreditlån med afdrag og fast rente (15 %), banklån med afdrag (20 %) og 5 % egenbetaling
Hvis boligejere med friværdi optager et afdragsfrit realkreditlån i sin friværdi på 40 pct. af købesummen og kombinerer det med et 30-årigt afdragsfrit realkreditlån med variabel rente på 60 pct. af købesummen, så vil den månedlige ydelse være 2.080 kr. I Vestjylland kan sommerhuskøberne nøjes med en gennemsnitlig ydelse på 1.550 kr., mens ydelsen i Nordsjælland lander på 2.970 kr.
De boligejere, der har nydt godt at husprisstigningerne, kan med andre ord skære to tredjedele af de månedlige ydelser, hvis de delvist finansierer deres sommerhuskøb gennem friværdien i deres helårsbolig.
Sommerhusmarkedet under corona
Sommerhusejerne har i høj grad haft noget at klappe i hænderne over de seneste to år, hvor priserne kun har bevæget sig opad. Siden 2020 er prisen på et gennemsnitligt sommerhus steget med 29 pct., hvilket svarer til en gevinst på 390.000 kr. Gevinsten er til og med skattefri, hvis familien selv har benyttet sig af sommerhuset.
Den største procentvise stigning er sket på Bornholm, hvor prisen er steget med 47 pct. I Nordsjælland finder vi den næststørste stigning på 42 pct., hvilket svarer til 730.000 kr. Nordea Kredits boligøkonom Lise Nytoft Bergmann peger på, at der stadig er udsigt til stigende priser, selvom markedet er ved at normalisere sig.
Kvadratmeterpriser på sommerhuse
2020 | 2022 | Ændring i % | |
Hele landet | 16.519 | 21.342 | 29% |
Bornholm | 16.071 | 23.703 | 47% |
Nordsjælland | 21.305 | 30.326 | 42% |
Østjylland | 18.034 | 22.652 | 26% |
Vestjylland | 13.269 | 15.871 | 20% |
Nordjylland | 14.318 | 16.620 | 16% |
Vest- og Sydsjælland | 14.805 | 20.745 | 40% |
Fyn | 18.889 | 21.664 | 15% |
Sydjylland | 17.565 | 19.831 | 13% |
Kilde: Boligsiden og Nordea Kredit. Anm: 3 måneders glidende gennemsnit
Pris på gennemsnitligt sommerhus på 80 kvm.
2020 | 2022 | Ændring | |
Hele landet | 1.320.000 | 1.710.000 | 390.000 |
Bornholm | 1.290.000 | 1.900.000 | 610.000 |
Nordsjælland | 1.700.000 | 2.430.000 | 730.000 |
Østjylland | 1.440.000 | 1.810.000 | 370.000 |
Vestjylland | 1.060.000 | 1.270.000 | 210.000 |
Nordjylland | 1.150.000 | 1.330.000 | 180.000 |
Vest- og Sydsjælland | 1.180.000 | 1.660.000 | 480.000 |
Fyn | 1.510.000 | 1.730.000 | 220.000 |
Sydjylland | 1.410.000 | 1.590.000 | 180.000 |
Kilde: Boligsiden og Nordea Kredit
”Sommerhusmarkedet har de seneste to år braget gennem lydmuren, hvor priserne er steget og steget. De seneste måneder er vi dog begyndt at se en opbremsning med et stigende udbud og mere moderate prisstigninger. Man skal dog ikke tage fejl af, at selvom der er lagt en dæmper på efterspørgslen, så er interessen for sommerhuse stadig til stede,” siger Lise Nytoft Bergmann.
”Da det stadig er sælgers marked, så peger alt på, at priserne vil fortsætte med at stige, og det giver mulighed for at oparbejde friværdi i sit sommerhus. En friværdi, der i fremtiden kan omsættes til et nyt køkken eller en ny bil.”