20. sep. 2015
Den bedste boligløsning: Fra 260 m2 til lejlighed
Ægteparret Michael og Jette Toftegaard har 10 år tilbage på arbejdsmarkedet. De har dog besluttet, hvor de skal nyde deres anden ungdom. Parret tager det store skridt fra hus til lejlighed.

Ægtepar skifter 260 kvadratmeters huspligter ud med nem og funktionel lejlighed. ”I lejligheden har vi tid til alt det sjove,” siger den nyslåede lejlighedsejer Michael Toftegaard. Foto: Etplans villaer i Orangerihaven i Rødovre til salg hos danbolig
”Man skal nyde livet, mens man kan. Mine forældre og bedsteforældre nåede vel aldrig det, de gerne ville. De talte kun om det - sådan skal mit liv ikke være.”
Michael Toftegaard er fast i stemmen, når han taler om den store beslutning, som han og hustruen Jette netop har taget om at flytte i lejlighed.
Stort hus vælter hverdagsglæden
”Vi levede på 260 kvadratmeter med masser af liv, indtil vores søn og hans kæreste flyttede. Så blev der stille, alt for meget rengøring i værelser, vi ikke brugte, og havearbejdet blev hurtigt en pligt,” fortæller familiefaderen om den store ændring, da sidste barn flyttede hjemmefra.
”Vi har så længe, vi kan huske tilbage, tilpasset hverdagen efter familien. Derfor havde vi ikke forberedt os på, at alting blev anderledes, da sidste barn flyttede, og at noget måtte ske,” forklarer Michael Toftegaard.
Efter en grundig snak tog parret springet og satte den villa til salg, der i mere end 15 år havde dannet rammen om familielivet for far, mor og et sæt tvillinger. Hvad der skulle være alternativet til den rummelige familiebolig stod dog uklart.
Lejelejlighed kan afprøve ny hverdag
”Jette og jeg havde boet i lejlighed, da vi var nyforelskede, men vi var usikre på, om vi ville trives med den løsning i dag. Derfor besluttede vi os for at starte med at finde en lejelejlighed og prøve boformen af,” fortæller Michael Toftegaard.
Han og Jette har ikke fortrudt lejlighedsløsningen et sekund.
”I lejligheden har vi tid og råd til alt det sjove. Vi kan langt bedre rejse og dyrke motion og venner i det omfang, vi lyster. I huset brugte i derimod mange af vores penge på at betale af på mursten og lagde mange arbejdstimer i huset og haven,” fortæller Michael Toftegaard.
Ryd op i gemmerne
Der er dog én ting, man bør være indstillet på, når man flytter fra stort hus til 94 kvadratmeter, som tilfældet er for Michael og Jette og andre par i en lignende situation: Indboet skal reduceres.
”Det sværeste ved flytningen var hel klart at acceptere, at vi ikke kunne have det hele med. Vi startede med at sortere allerede et halvt år inden, vi solgte huset. Vi gennemgik indboet 3-4 gange, så vi kun fik det med, vi faktisk brugte. Vi savner det ikke og nyder blot, at vi nu har overskud til for eksempel at gå til koncerter i byen,” forklarer Michael Toftegaard.
Både han og Jette er blevet så begejstret for at være flyttet til en bolig, der matcher deres behov, at de har valgt lejlighedsløsningen som permanent boform.
Flere penge til alderdommen
”Vi har skrevet under på en projektlejlighed i Rødovre, der står klar om halvandet års tid. På den måde får vi en bolig, der er tilpasset vores behov nu og i fremtiden samtidig med, at vi bliver i lokalområdet, som vi kender fra vores mange år som husejere,” fortæller Michael Toftegaard.
Han angiver også andre årsager til valget af netop en mindre nyopført projektlejlighed:
”Overskuddet fra vores hussalg bruger vi til købet af vores nye mindre bolig. Vi er dermed næsten gældfri, når vi går på pension. Det giver større økonomisk råderum, end vi ville have haft i huset. I den nye bolig skal vi desuden heller ikke forholde os til vedligeholdelse, men kan koncentrere os om det, vi har lyst til,” siger den nyslåede lejlighedsejer.
Han glæder sig til at kunne fejre fødselsdag på en altan frem for i en stor have, hvor han skal slå græs og fjerne ukrudt:
”Vi får jo adgang til grønne fællesarealer. Det er alt nok, når man har været husejer i mange år.”