Bagom de nye udbudstal: Store forskelle på købernes valgmuligheder
Udvalget af ejerlejligheder i København er mere end fordoblet på et år, og udviklingen mærkes nu også på husmarkedet omkring hovedstaden. I Aarhus er udbuddet af lejligheder også på vej op, mens køberne mange andre steder i landet har færre boliger at vælge mellem.
Der er blevet flere lejligheder at vælge imellem for boligkøberne i København. Ved indgangen til november var 2.207 ejerlejligheder til salg i kommunen mod 1.061 på samme tidspunkt sidste år. Det svarer til en stigning på 108 procent.
Alene i oktober voksede udvalget med 150 lejligheder. Stigningen er bemærkelsesværdig, fordi udbuddet normalt falder i løbet af efteråret. Det fremgår af en analyse, som boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit har lavet på baggrund af Boligsidens nye udbudstal.
For køberne betyder udviklingen, at der er bedre mulighed for at finde den bolig, der passer til deres behov. For sælgerne betyder det en større opmærksomhed på, at køberne nu har flere boliger at vælge mellem, fortæller Per Bie, administrerende direktør i danbolig a/s.
"Når der er flere boliger til salg, er der også flere om købernes opmærksomhed. Derfor er det vigtigt at sætte en realistisk pris fra begyndelsen og ikke nødvendigvis læne sig op ad, hvad naboen solgte til for et halvt eller helt år siden," siger han.
Udviklingen rækker ud over København
Det voksende lejlighedsudbud har også betydning for husmarkedet omkring København. Mange familier skal først sælge deres lejlighed, før de kan købe et hus. Tager lejlighedssalget længere tid, kan det derfor forsinke det næste boligkøb.
I landsdelen Københavns omegn er der nu 17,2 procent flere villaer og rækkehuse til salg end for et år siden. Det svarer til 222 flere huse.
”Boligmarkedet fungerer som en række dominobrikker. Når salget af den københavnske ejerlejlighed går i stå, kan familien have svært ved at rykke videre til huset i forstaden. Derfor kan opbremsningen i København brede sig ud ad indfaldsvejene og sætte flere Til Salg-skilte på villavejene,” siger Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea Kredit.
Skal man både sælge og købe, er det derfor vigtigt at forholde sig til begge sider af boligskiftet, siger Per Bie:
”Hvis man både skal sælge og købe, er det vigtigt at have en realistisk plan for begge dele. Et større udvalg kan gøre det lettere at finde den næste bolig, men man skal også vide, hvad man kan forvente af sit eget salg. Det giver et bedre grundlag for at træffe beslutninger og få flytningen til at hænge sammen,” siger han.
Flere lejligheder til salg i Aarhus
Også i Aarhus er udvalget af ejerlejligheder vokset. Udbuddet steg med 5,9 procent i oktober, og ved indgangen til november var 416 lejligheder til salg i kommunen.
Der er dog fortsat 5,7 procent færre lejligheder på markedet end for et år siden. Situationen er dermed en anden end i København, men stigningen er værd at bemærke, fordi den kommer på en tid af året, hvor udvalget normalt bliver mindre.
”Aarhus har længe haft et rødglødende ejerlejlighedsmarked med få boliger på hylderne og mange købere foran døren. Når udbuddet nu stiger på et tidspunkt, hvor det normalt falder, kan det være det første tegn på, at markedets høje temperatur er på vej et par grader ned,” siger Lise Nytoft Bergmann.
Hun peger i analysen på, at udviklingen kan være et tidligt tegn på, at køberne reagerer på de kraftige prisstigninger. Ejerlejlighedspriserne i Aarhus er steget med 23 procent det seneste år.
Færre huse at vælge imellem i store dele af landet
Mens udvalget vokser i dele af hovedstadsområdet, er der færre huse til salg i alle landsdele i Jylland og på Fyn end for et år siden. På landsplan er udbuddet af villaer og rækkehuse faldet med 9,9 procent.
Også på lejlighedsmarkedet er der tydelige forskelle. I Odense og Aalborg er udbuddet faldet både den seneste måned og det seneste år.
Ifølge Lise Nytoft Bergmann kan en del af forklaringen findes i prisudviklingen. Det seneste år er ejerlejlighedspriserne steget med 16 procent i København og 23 procent i Aarhus, mens stigningen i Odense og Aalborg har været 3 procent.
"Tallene understreger, hvor store forskelle der er på boligmarkedet lige nu. Nogle steder får køberne flere muligheder, mens udvalget bliver mindre andre steder. Det giver køberne bedre tid til at se sig omkring i dele af landet, mens man andre steder skal være klar til at slå til, når den rigtige bolig kommer til salg,” siger Per Bie.
”På landsplan ligner boligudbuddet et roligt hav, men under overfladen trækker strømmen i forskellige retninger. Udbuddet af huse er faldet med knap 10 pct. det seneste år, mens der er kommet 14 pct. flere ejerlejligheder til salg. Det er især København der går imod landstallene.”
Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom, Nordea Kredit