Boligkøb handler om meget mere end boligen
Boligkøb handler ikke kun om drømme, men også om de bekymringer, der kan følge med at skifte adresse. Læs mere om det i klummen fra danboligs adm. direktør.
Boligkøb har altid været tæt forbundet med drømme. Uanset om det er de unges drømme om deres første hjem med nymalede vægge og housewarming for vennerne eller familiens drøm om flere kvadratmeter og en større have, så går boligkøb meget ofte hånd i hånd med drømme og tanker om fremtiden.
Men med til drømmene hører også de mange bekymringer, som kan være forbundet med at pakke alt i flyttekasser og skifte adresse. Det gælder især, hvis flyttebilen skal ud på en længere tur. Personligt kan jeg sagtens genkende de overvejelser, der følger med at skulle flytte langt væk fra ens etablerede liv og hverdag.
"For cirka 20 år siden flyttede min familie og jeg fra Aarhus til Sjælland i forbindelse med et jobskifte. Den beslutning var ikke nem, fordi der samtidig opstod en række bekymringer om børnenes hverdag, bekymringer om at få det praktiske til at hænge sammen, og bekymringer om at flytte væk fra familie og venner."
For cirka 20 år siden flyttede min familie og jeg fra Aarhus til Sjælland i forbindelse med et jobskifte. Den beslutning var ikke nem, fordi der samtidig opstod en række bekymringer om børnenes hverdag, bekymringer om at få det praktiske til at hænge sammen, og bekymringer om at flytte væk fra familie og venner.
En naturlig del af flytteprocessen
I ejendomsmæglerfaget møder vi hver dag mange former for drømme og bekymringer hos dem, der står over for at skulle flytte. Bekymringer er med andre ord en helt naturlig del af flytteprocessen. Det bliver også bekræftet i et forbrugerstudie af danskernes flyttevaner, som vi hos danbolig sidste år var med til at lave sammen med Dentsu Aegis Network.
Studiet hviler på en omfattende undersøgelse samt interviews med danskere, som befandt sig henholdsvis før, under og umiddelbart efter en flytning. Resultatet viser, at vi især bekymrer os om, hvordan vi som voksne får venner i det nye område, hvordan vi holder kontakten med venner og familie, hvordan børnene klarer forandringerne, og hvordan naboskabet bliver.
Det, der bekymrer os, er med andre ord, hvordan en flytning påvirker vores tætte relationer. Det kan samtidig forklare, hvorfor flyttebilen ofte ikke kører særlig langt, når vi skifter adresse.
Vi bliver nær hjemstavnen
Ifølge Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter bor hver femte dansker i det sogn, hvor de er født, og 46 procent af os bor inden for en radius af 10 kilometer fra vores fødesogn.
Det sætter samtidig to streger under, at vi slår dybe rødder i det område, vi er fra. Vi knytter os ikke kun til vores venner og familier, men også til selve området. Vi føler, at vi hører hjemme et bestemt sted, fordi vi er forankret i det område. Derfor er det heller ikke overraskende, at mange vælger at flytte tilbage til deres hjemstavn, når de stifter familie.
Der er mange tiltag – digitale såvel som lokale – som gør en vigtig indsats for at skabe de fællesskaber, der er vigtige for at føle et tilhørsforhold til lokalområdet. I dag kan børnefamilier få en reservebedste, der er sociale forums, lokale foreninger og mange andre gode muligheder, og jeg er sikker på, at der er plads til mange flere, som kan hjælpe fællesskabet på vej.
Personlige anbefalinger
Hvis du lige nu overvejer at flytte til et helt nyt område, som jeg gjorde for 20 år siden, er der meget viden at hente på boligsitet Vores Nabolag, som er en guide til alle landets nabolag med oplysninger om alt fra skoler, virksomheder, foreningsliv og – vigtigst af alt – personlige anbefalinger fra de lokale, der kender området.
Vores Nabolag: Udforsk dit nabolag
Mange taler også med deres ejendomsmægler om flytningen, og selvom de naturligvis ikke kan fjerne alle de bekymringer, der følger med at skulle flytte, kan de stille en masse viden til rådighed om lokalområdet. De lokale ejendomsmæglere kender typisk området utrolig godt og er vant til at svare på de spørgsmål, der helt naturligt opstår, når vi står over for at skulle skifte adresse.
For mit vedkommende viste det sig heldigvis, at de fleste bekymringer ikke blev en realitet. Den samme erfaring går igen hos vores mæglere, som gang på gang oplever, at drømmene går i opfyldelse i langt højere grad end bekymringerne.
Find din lokale mægler her