De unge holder fast i boligmarkedet - og drømmer om større bolig
Andelen af 30-34-årige, der er boligejere, er uændret siden 1995, viser en ny opgørelse.
En ny opgørelse fra F&P – brancheorganisationen for forsikrings- og pensionsselskaber – viser at knap halvdelen af 30-34-årige bor i ejerbolig i dag. Det er samme andel som i 1995, og trods stigende boligpriser kommer de unge altså stadig ind på boligmarkedet over hele landet. Andelen er mindre i Region Hovedstaden, hvor cirka 30 procent af 30-34-årige ejer deres bolig – men også dét svarer til niveauet fra 1995.
»Vi kan se, at der er nøjagtig den samme andel af de 30-34-årige, som bor i en ejerbolig i dag, som for 30 år siden. Så billedet af, at huspriserne er steget så meget, at de unge i dag ikke kan få en fod ind på boligmarkedet, holder simpelt hen ikke, siger direktør for pension i F&P Jan V. Hansen.
Han peger på, at det væsentlige udsving de seneste 30 år var, da de afdragsfrie lån blev indført i begyndelsen af 2000’erne.
»Dengang kom lidt flere unge ind på boligmarkedet i alle dele af landet, men det faldt tilbage på samme niveau, da man løbende skærpede kravene til låneoptag efter finanskrisen i 2008,« siger Jan V. Hansen.
For mange af de 30-39-årige begynder boligen at blive lidt trang, efterhånden som familien indfinder sig. Det viser en undersøgelse, som YouGov netop har foretaget for danbolig. 30 procent af de adspurgte 30-39-årige i flyttetanker fortæller, at ønsket om en større bolig driver overvejelserne - og det gælder især for dem, der bor i lejlighed. På andenpladsen kommer drømmen om en have.
Sørg for opsparing og budget
Opsparingen er nøglen til at komme ind på boligmarkedet, siger boligøkonom og chefanalytiker i Nordea Kredit Lise Nytoft Bergmann. Over halvdelen af de 18-29-årige sparer op til at købe deres egen bolig viser en undersøgelse fra YouGov.
Man skal spare mindst fem procent af boligens værdi op på forhånd, og desuden skal man have penge nok til at finansiere tinglysning, ejerskifteforsikring, flytning og forventelige istandsættelser. På landsplan koster et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter lige nu 2.300.000 kroner, ifølge Nordea Kredit.
»Man kan ikke blive kreditgodkendt, hvis der ikke er en plan for, hvordan man tilbagebetaler lånet. Derfor bør man skabe overblik over, hvordan man bruger sine penge. Det er en god idé at lave budgettet i god tid, inden boligjagten sætter ind. Så har man mulighed for at justere lidt på de enkelte poster, så man ikke ender med at sætte sig for hårdt. Det er vigtigt, at budgettet ser fornuftigt ud på både kort og lang sigt,« siger Lise Nytoft Bergmann.
Sådan kommer du nemmest ind på boligmarkedet
Opsparingen er vejen ind på boligmarkedet - og banken kan hjælpe dig med at få overblik. Tag også gerne fat i din danbolig-mægler og blive skrevet i køberkartoteket, så du kan følge udviklingen.