Podcast om sommerhuskøb: Er det nu, du skal slå til?

Overvejer du at købe sommerhus, men er kommet i tvivl i en tid med stigende boligrenter og uro på markederne? Så skal du lytte til den allerførste udgave af Nordeas nye podcast, PengePulsen.

danbolig mægler fremviser sommerhus for par

Drømmen om et sommerhus rimer tit og ofte på badeture til stranden, boldspil i haven, aftensmad på grillen og hvidvin på terrassen. Men hvad skal du overveje, før du køber sommerhus? Det får du svaret på i den allerførste udgave af Nordeas nye podcast PengePulsen.

I podcasten møder du Nordeas boligøkonom Lise Nytoft Bergmann og ejendomsmægler Simon Freund Jensen fra danbolig, som fortæller om økonomien omkring et sommerhuskøb og giver et indblik i det aktuelle sommerhusmarked.

Konkret giver boligøkonom Lise Nytoft Bergmann svar på, hvordan den stigende rente og uro i markederne hænger sammen med at kaste sig ud i bolig nummer to, og hvad renteniveauet betyder for, hvor meget man kan købe sommerhus for. 

"Renterne er steget, men i et historisk perspektiv er de ikke høje. Det er nok snarere et spørgsmål om, at vi har været gennem en periode, hvor renten har været helt usædvanligt lav, end at det niveau, vi ser i dag, er højt," siger Lise Nytoft Bergmann.

"Vi har altid en anbefaling om, at man skal købe bolig med brug for øje. Det gælder selvfølgelig først og fremmest helårsboligen, men hvis tidspunktet er det rigtige for familien, så er det også nu, man skal købe en fritidsbolig," siger hun og tilføjer: 

"Det er vigtigt med en lang tidshorisont, når man køber fast ejendom. Hvis der kun er planer om en sæson eller to i sommerhuset, så kan man leje sig til det, men hvis drømmen er at bruge sine ferier og fridage et grønt sted med højt til himlen, så er tidspunktet at købe på nu."

Ejendomsmægler Simon Freund Jensen, som ejer danbolig-butikker i Silkeborg, Ebeltoft og Nørresundby, møder mange af de familier, som er på udkig efter et sommerhus. I podcasten giver han gode råd til køberne og fortæller om de nyeste tendenser. 

"Under coronatiden var stort set alle sommerhuse attraktive. Det gjaldt også ældre sommerhuse, hvor der var behov for større renoveringer, men tendensen i markedet nu og her er, at køberne vil have indflytningsklare sommerhuse," siger Simon Freund Jensen. 

"Mange købere har et ønske om, at de gerne vil kunne tage huset i brug med det samme uden først at bruge tid på istandsættelse. De mest attraktive sommerhuse er derfor enten totalistandsatte eller meget velholdte, så de er lige til at flytte ind i." 

PengePulsen

Det handler om dig og dine penge i Nordeas nye podcast, PengePulsen, som dækker de vigtige emner omkring dig og din privatøkonomi. Dine værter er Pernille Dehn og Malene Thuesen Nielsen.

Du kan lytte til PengePulsen alle de steder, hvor du normalt finder dine podcasts.