Spørgsmål og svar om corona og boligmarkedet
Hvad sker der med boligrenterne under coronakrisen, hvilket boliglån bør jeg vælge, og kan jeg få min ejendom vurderet? Det kan du blive klogere på i denne nyhed, hvor Nordea giver svarene på de mest stillede spørgsmål om coronavirussens påvirkning på boligmarkedet.
Nordea har svaret på ofte stillede spørgsmål om, hvordan coronavirussen påvirker boligmarkedet. Nederst kan du se et webinar om realkreditmarkedet og opkonvertering.
Hvad sker der med boligrenterne under coronakrisen?
Boligrenterne er højere i dag end inden den 11. marts, hvor regeringen indførte en række tiltag, der lukkede store dele af Danmark ned. De højere renter gør det dyrere at låne penge, men i et historisk perspektiv er renterne dog stadig meget lave, så der er ikke grund til at overdramatisere rentestigningen.
Vi holder fast i vores anbefaling om, at boligkøberne skal vælge lån på baggrund af deres økonomiske robusthed, deres præference for risiko og deres forventninger til renten. Hvis budgetkontoen blive udfordret, eller man føler sig utryg, hvis renten stiger, så bør man vælge et fastforrentet lån og låse renten fast med det samme ved at tegne en kurssikring.
Læs mere om kurssikring her.
Hvor meget er de lange boligrenter steget under Coronakrisen?
I starten af coronaudbruddet fulgte de lange danske realkreditrenter det klassiske mønster, vi har set før, hvor en lavere global risikoappetit fik investorerne til at søge mod de sikre danske realkreditobligationer.
Det pressede de danske boligrenter ned, og i dagene inden 11 marts, hvor Danmark lukkede delvist ned, lå renten på det toneangivende 30-årige realkreditlån med afdrag således på 0,5 pct. og kursen på omkring 98,2, hvilket var tæt på det laveste renteniveau nogensinde.
I dagene efter nedlukningen, hvor sundhedskrisen eksploderede både i Danmark og globalt, steg de lange danske boligrenter dog kraftigt, og den 30-årige rente nåede kortvarigt op på 2 pct. Efterfølgende er renten dog faldet igen, og den 30-årige toneangivende rente ligger i dag på 1 pct.
Renteprognose i en tid præget af Corona-krisen
Er den korte rente på F3- og F5-rentetilpasningslån også påvirket af corona?
Det er ikke kun renten på de 30-årige fastforrentede lån, der er steget lidt. Renten på F5-, F3- og Kort Rente-lån er også steget, men stigningen er mindre.Konkret er F5- og F3-renten steget med ca. 0,4 procentpoint, siden renten var lavest i starten af marts. I dag ligger renten på et F5-lån med fem fulde år til næste refinansiering på ca. 0,1 pct., mens renten på et F3-lån med tre fulde år til næste refinansiering ligger på knap 0 pct.
Der er derfor stadig tale om nogle meget lave renter.Kursen på et Kort Rente-lån er faldet med ca. 0,2 kurspoint, siden renten var lavest i marts. Optager man derfor et nyt lån på 1 mio. kr., vil man i øjeblikket få en restgæld, der er ca. 2.000 kr. højere i dag end dengang.
Samtidigt har boligejere med Kort Rente-lån udsigt til en lidt højere rente, når lånet skal have ny rente næste gang i slutningen af juni. Konkret forventer vi, at renten vil blive fastsat ca. 0,4 procentpoint højere, end den rente boligejere med Kort Rente-lån betaler i dag. For et nyt Kort Rente-lån vil det betyde en rente på ca. 0 pct.
Du kan selv regne på, hvad et lån koster i eBolig. Log på eBolig her.
Har du ikke eBolig, kan du prøve en af vores boliglånsberegnere.
Vil køb og salg af boliger og boligpriser blive påvirket?
Det danske boligmarked hænger tæt sammen med samfundsøkonomien. Derfor ændrer dansk økonomi sig sjældent mærkbart, uden at det også får betydning for boligmarkedet.
Sundhedskrisen har allerede betydet færre fremvisninger og færre handler. Det giver køberne bedre forhandlingsvilkår, og derfor forventer vi faldende boligpriser i den kommende tid. Konkret forventer vi, at huspriserne vil falde med ca. 5 pct. i 2020, men er priserne allerede vil begynde at stige igen i 2021.
Du kan læse Nordeas seneste boligprisprognose her.
Kan jeg fortsat optage lån i Nordea og Nordea Kredit?
Vi gør alt, hvad vi kan, for at vores kunder får samme service og rådgivning, som de plejer – også når det handler om realkreditlån i Nordea Kredit.
Du vil dog indtil videre opleve, at vi inviterer til onlinemøde i stedet for et møde i din lokale filial.
Kan jeg få min ejendom vurderet?
Skal du optage et nyt lån i din bolig, hvor din ejendom skal vurderes, er det et krav, at Nordea Kredit besigtiger ejendommen – både udvendigt og indvendigt.
Finanstilsynet har for at begrænse risiko for smitte midlertidigt slået en streg over kravet om indvendig besigtigelse – og Nordea Kredit/danbolig nøjes derfor med at se på ejendommen ude fra.
Hvilket boliglån bør jeg vælge?
Vi anbefaler, at du altid vælger boliglån på baggrund af din præference for risiko, din økonomiske robusthed og dine renteforventninger. Har du derfor få penge til rådighed og et stramt budget, eller sover du bedst om natten, når du kender ydelsen på dit boliglån, bør du vælge et fastforrentet lån.
Har du derimod god luft i budgettet, og er du tryg, selv om renten stiger, kan et variabelt lån være noget for dig. Det samme gælder, hvis du har en lille lån, da den absolutte rentestigning ikke er nær så stor, hvis der er tale om en lav restgæld.
Hvis du er i tvivl, anbefaler vi, at du kontakter din rådgiver.
Kan jeg kurssikre mit realkreditlån?
Det kan være en god ide at kurssikre sit lån. Det kan du læse mere om her.
Skal jeg op- eller nedkonvertere mit lån?
Med en Gældsplejeaftale i Nordea overvåger vi dit realkreditlån - også lån i andre realkreditinstitutter end Nordea. Vi overvåger dit lån dagligt ud fra de kriterier, du selv har fastsat. Har du mulighed for at lægge om, så kontakter vi dig.
Læs også Nordeas gennemgang af de forskellige konkverteringsmuligheder.
Webinar om realkreditmarkedet og opkonvertering
Se webinar med boligøkonom Lise Nytoft Bergmann og boligspecialist Malene Randers, der fortæller om rentesituationen i en coronatid og gennemgår, hvornår man kan overveje at opkonvertere sit realkreditlån. Webinaret blev afholdt 30. marts 2020.