
Betinget købsaftale
En betinget købsaftale er en aftale, hvor bolighandlen kun bliver gennemført, hvis visse betingelser bliver opfyldt. Det kan være en smart måde at sikre, at alt er i orden, før du gennemfører en ejendomshandel. Læs mere om betinget købsaftale her.
Hvad er en betinget købsaftale?
En betinget købsaftale er en aftale mellem en køber og en sælger, hvor købet kun gennemføres, hvis bestemte betingelser bliver opfyldt. Det kan sammenlignes med en ”hvis-nu”-situation: "Hvis disse betingelser opfyldes, så køber jeg din bolig."
Hvilke betingelser kan det være?
Den mest almindelige betingelse handler om, at køberen skal have solgt sin egen bolig, før vedkommende kan købe den nye. Men der kan også være andre betingelser. For eksempel:
- Køberen skal have godkendt købet samt belåning i banken.
- Kommunen skal godkende en bestemt ændring, som køberen gerne vil lave.
- Aftalen skal godkendes af en juridisk rådgiver.
Alle disse betingelser bliver skrevet ind i købsaftalen, så både køber og sælger ved, hvad der skal ske, før handlen er endelig.
Læs også:
Hvordan fungerer en betinget købsaftale?
Ved oprettelsen af en betinget købsaftale bliver der udarbejdet en almindelig købsaftale, som indeholder nogle ekstra afsnit med specifikke betingelser. Disse betingelser beskriver, hvad der skal ske, før aftalen bliver endelig. Hvis betingelserne bliver opfyldt, bliver aftalen til en endelig handel. Hvis ikke, så falder aftalen bort, og hverken køber eller sælger er bundet af den længere.
For eksempel: Hvis du som køber ikke får solgt din egen bolig inden for den aftalte tid, så bliver aftalen ikke til noget. Men hvis du får solgt din bolig i tide, så skal du købe den nye bolig, som du har skrevet under på.
Hvilke regler gælder for en betinget købsaftale?
Når du indgår en betinget købsaftale, er der, som ved alle købsaftaler, nogle regler, du skal være opmærksom på. Du skal bl.a. være bekendt med følgende:
- Aftalen er bindende: En betinget købsaftale er som udgangspunkt bindende, med undtagelse af de aftalte forbehold. Det betyder, at aftalen kun kan annulleres, hvis de specifikke betingelser ikke opfyldes.
- Skriftlig aftale: Aftalen skal være skriftlig og indeholde de præcise betingelser.
- Som køber har du en fortrydelsesret: Køber har en lovpligtig fortrydelsesret på seks hverdagen efter underskrevet købsaftale.
- Sælger kan sælge boligen til anden side: Sælger har som udgangspunkt mulighed for at sælge boligen til en anden køber. Dog skal den første køber have mulighed for at matche det nye købstilbud.
- Tidshorisont: Betingelserne skal være opfyldt inden for en aftalt periode.
Reglerne er med til at undgå, at der opstår misforståelser og konflikter undervejs i handlen. Vil du vide mere om, hvilke regler du skal være opmærksom på, er du velkommen til at kontakte din lokale danbolig-mægler.
Læs også:
Fordele ved en betinget købsaftale
Der er en række fordele for både sælger og køber ved at indgå en betinget købsaftale.
Fordele for sælger:
- Du kan stadig modtage købstilbud fra andre købere.
- Du er som udgangspunkt sikker på, at din bolig bliver solgt til den aftale pris på trods af markedets udvikling, såfremt betingelserne i købsaftalen bliver opfyldt.
Fordele for køber:
- Du undgår at stå uden bolig eller have udgifter til to boliger, hvis en af betingelserne lyder, at du skal sælge din egen, inden du køber.
- Du er sikret at købe boligen, hvis du eller sælger opfylder de betingelser, der er skrevet ind i aftalen.
Læs også
Ulemper ved en betinget købsaftale
Selvom en betinget købsaftale kan give sikkerhed, er der også visse ulemper:
- Usikkerhed: Køber og sælger kan opleve en usikkerhed, indtil alle betingelser er opfyldt.
- Forsinkelser: Processen kan trække ud, hvis det tager tid at opfylde betingelserne.
- Aftalen er bindende: Køber er i udgangspunktet bundet til handlen, såfremt betingelserne er opfyldt. Det betyder også, at du ikke kan annullere handlen, skulle en mere interessant bolig komme til salg.
- Risiko for annullering: Hvis betingelserne ikke bliver opfyldt, falder handlen igennem, hvilket kan være frustrerende for begge parter.
Er det en god løsning for dig?
En betinget købsaftale kan være en god løsning for både køber og sælger, der ønsker at sikre sig, at visse forhold er i orden, inden handlen fuldføres. Det er dog vigtigt at forstå de regler, der gælder, og være opmærksom på både fordele og ulemper ved en sådan aftale. Ved at have en klar skriftlig aftale og være enige om tidsfristerne kan parterne undgå mange af de potentielle faldgruber.

Skal du til at købe bolig?
Vores køberrådgivere kan hjælpe med at gennemgå købsaftalen, så du kan få ro i maven.

Har du spørgsmål eller vil du vide mere?
Kender du værdien af din egen bolig?
Inden du træffer den endelige beslutning om at sætte din bolig til salg, vil du måske gerne vide, hvad du kan få for din bolig. Med BoligSkøn får du et statistisk beregnet skøn af din boligs værdi på et øjeblik ved at svare på 5 spørgsmål om boligens stand.
