Forstå ejendommens boligareal

Redaktør: Skrevet af redaktionen

Når du køber eller sælger bolig, er boligarealet et af de vigtigste nøgletal. Arealet har betydning for blandt andet salgspris, ejendomsvurdering og sammenligning af boliger. Men boligareal er ikke altid så ligetil. Du kan nemlig møde flere forskellige arealbegreber som bruttoareal, nettoareal, vægtet areal og tinglyst areal. Derfor er det vigtigt at vide, hvad tallene dækker over, og hvorfor de ikke altid er ens.

Sidst opdateret den 25. sep. 2026

Hvad dækker boligareal over?

Boligareal er det areal i en bolig, der er godkendt til beboelse og  omfatter typisk:

  • Stue og værelser

  • Køkken

  • Toilet og badeværelse

  • Bryggers

  • Eventuelle godkendte beboelsesrum i kælder eller tagetage

I Danmark registreres boligarealet i Bygnings- og Boligregistret (BBR) – og det er som udgangspunkt dette areal, der fremgår af salgsopstillinger fra ejendomsmægleren. 

Fakta om boligareal

  • BBR-arealet opgøres efter bygningens udvendige mål i gulvplan.

  • Godkendte boligarealer i tagetage og kælder indgår i boligarealet, og indvendige trapper tælles med på alle forbundne etager.

  • Tagetagers areal opmåles 1,5 meter over gulvet.

Kilde: Bygnings- og Boligregistret (BBR)

De fire vigtigste arealbegreber

Når du læser en salgsopstilling eller vurderer en bolig, kan du støde på flere forskellige arealbegreber. Her får du overblikket: 

1. Bruttoareal (BBR-areal)

Bruttoarealet er det officielle boligareal, som registreres i BBR.

Arealet opmåles ved at måle vandret på ydersiden af ydervæggen og i gulvplan. Derfor er væggenes tykkelse medregnet i arealet.

For lejligheder indgår desuden en andel af fælles adgangsarealer såsom opgang og gangarealer.

2. Nettoareal

Nettoarealet er det indvendige gulvareal, altså den plads, du faktisk kan bruge.

Nettoarealet anvendes ofte ved indretning, køb af gulve eller planlægning af indretning. Nettoarealet registreres ikke i BBR, og der findes ikke en lovreguleret standard for beregningen.

3. Vægtet boligareal 

Vægtet boligareal anvendes ofte ved vurdering af boliger. Her indgår sekundære arealer som fx:

  • Kælder

  • Loftsrum

  • Garage

  • Udhuse

Disse arealer tillægges ofte en værdi ved vurdering, men vægter lavere end egentlige, reelle beboelsesrum. Det vægtede areal kan give et mere nuanceret billede af boligens samlede anvendelige areal.

4. Tinglyst areal

Det tinglyste areal anvendes primært ved ejerlejligheder og stammer fra en landinspektørs opmåling i forbindelse med opdelingen af ejendommen i ejerlejligheder. Arealet skal fremgå af tingbogsattesten. Det tinglyste areal anvendes primært ved ejerlejligheder og stammer fra den opmåling, der ligger til grund for ejerlejlighedens registrering i tingbogen. Da BBR-arealet og det tinglyste areal opgøres efter forskellige regler, kan der være forskel mellem de to arealangivelser.

Hvad tæller med i boligarealet?

Det er ikke alle kvadratmeter, der automatisk tæller med i boligarealet.

Arealer, der tæller med

  • Stue, værelser, køkken og bad

  • Tagetage godkendt til beboelse

  • Kælder godkendt til beboelse

Arealer, der ikke tæller med

  • Kælder, der ikke er godkendt til beboelse

  • Åben altan og terrasse

  • Garage og udhus

Regler for skråvægge

Ved opmåling af tagetager anvendes den såkaldte 1,5-meter-regel.

Arealet opmåles 1,5 meter over gulvet og måles til ydersiden af tagbeklædningen. Det gælder også for kviste. Denne regel betyder, at ikke alle gulvkvadratmeter under skråvægge tæller med i boligarealet.

Forskel på BBR-areal og tinglyst areal

For mange ejerlejlighedsejere er forskellen mellem BBR-areal og tinglyst areal en kilde til forvirring. Her kan du se de væsentligste forskelle stillet op overfor hinanden. 

BBR-areal

  • Indeholder andel af fælles adgangsarealer

  • Fremgår af BBR-meddelelsen

  • Anvendes ofte i offentlige registre

Tinglyst areal

  • Indeholder ikke fælles adgangsarealer

  • Fremgår af tingbogsattesten

  • Anvendes ved ejerlejlighedens registrering

For ejerlejligheder kan BBR-arealet derfor være større end det tinglyste areal, uden at der er fejl i oplysningerne. Som udgangspunkt er det tinglyste areal det, der er mest dækkende for det boligareal, du skal forestille dig at have.

Derfor er det korrekte boligareal afgørende for din bolighandel

Forkerte arealangivelser kan skabe usikkerhed i en bolighandel, og som køber bør du derfor kontrollere:

  • at BBR-oplysninger stemmer overens med de faktiske forhold

  • at eventuelle tilbygninger er registreret

  • at kældre og tagetager er korrekt registreret

  • at der ikke er væsentlige forskelle mellem BBR og tingbog uden forklaring

Hvis der er tvivl om arealet, anbefaler Boligejer, at der foretages en professionel opmåling, fx af en landinspektør.

Sådan retter du fejl i BBR

Har du opdaget fejl i dine BBR-oplysninger, kan du rette dem på BBR.dk med MitID.

Få professionel hjælp til din bolighandel

Er du i tvivl om boligarealet, eller stemmer oplysningerne i BBR, tingbogen og salgsmaterialet ikke overens, kan det være en god idé at få sagen undersøgt nærmere.

Hos danbolig kan vi hjælpe dig med at forstå boligens dokumenter og skabe overblik over de oplysninger, der har betydning for din bolighandel.

Ofte stillede spørgsmål om boligareal

Bruttoareal måles fra ydervæg til ydervæg. Nettoareal er kun det indvendige gulvareal, du kan gå på.

Ja, kælderarealer kan indgå i boligarealet, hvis de er godkendt til beboelse og registreret som bolig i BBR.

Nej, åbne altaner og terrasser medregnes typisk ikke i BBR-boligarealet, men de kan stadig påvirke boligens værdi.

Det er en beregning, hvor arealer som kælder og loft tæller med, men med en lavere procentdel end reelle beboelsesrum.

BBR-arealet kan inkludere andele af fællesarealer (fx i lejligheder), som ikke er med i det tinglyste areal.

Du kan selv rette dine BBR-oplysninger ved at logge ind på BBR.dk med MitID.

Har du spørgsmål eller vil du vide mere?

Med mere end 140 butikker er der altid en lokal mægler, som står klar til at rådgive dig og svare på dine spørgsmål.

Kender du værdien af din egen bolig?

Inden du træffer den endelige beslutning om at sætte din bolig til salg, vil du måske gerne vide, hvad du kan få for din bolig. Med BoligSkøn får du et statistisk beregnet skøn af din boligs værdi på et øjeblik ved at svare på 5 spørgsmål om boligens stand.