Se tallene: Så meget betyder energimærket for boligprisen
A, B, C, D, E, F, G. Boligens energimærke er et lille bogstav med stor betydning for salgsprisen. Se beregninger af, hvad energimærket betyder for salgsprisen.
En boligs energimærke er afgørende for, hvor meget køberne vil betale for deres nye hus. Hvis energimærket ligger i top med energimærke A eller B, betyder det typisk et flot beløb på købsaftalen. Hvis energimærket derimod halter efter, gør prisen det typisk også. Det viser tal fra Boligsiden, som er beregnet af boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit.
Hvis vi tager udgangspunkt i et gennemsnitligt hus på landsplan på 140 kvadratmeter, som har energimærke A eller B, så kostede det i gennemsnit 3.291.000 kroner i 2022. Til sammenligning var gennemsnitsprisen 1.669.000 kroner for huse med energimærke F og G. Det svarer til en forskel på 1.622.000 kroner.
Energimærket består af to dele. Selve energimærket er baseret på, hvor meget energi boligen kræver til vand, varme og el. Den anden del er en rapport, der indeholder forbedringsforslag, som vil være hensigtsmæssige at få foretaget.
HVAD KOSTEDE ET GENNEMSNITLIGT HUS PÅ 140 M2 I 2022?
Landsdele | Energimærke A+B | Energimærke F+G | Pris uafhængigt af energimærke |
Bornholm | - | - | - |
Byen København | - | - | - |
Fyn | 2.510.000 | 1.210.000 | 1.850.000 |
Københavns omegn | - | - | - |
Nordjylland | 2.450.000 | 960.000 | 1.570.000 |
Nordsjælland | 4.520.000 | 3.550.000 | 4.050.000 |
Østjylland | 3.200.000 | 1.420.000 | 2.460.000 |
Østsjælland | 4.320.000 | 2.860.000 | 3.680.000 |
Sydjylland | 2.350.000 | 930.000 | 1.590.000 |
Vest- og Sydsjælland | 2.450.000 | 1.070.000 | 1.610.000 |
Vestjylland | 2.190.000 | 750.000 | 1.410.000 |
Beregninger lavet af boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit på baggrund af tal fra Boligsiden. Anm.: Data er ikke tilstrækkelige for landsdelene Bornholm, København by og Københavns omegn
”Boligens energimærke er ikke uden betydning for salgsprisen. Køberne er meget opmærksomme på, om energimærket er tættere på A end på G, og det er der god grund til. Der er kommet et stort fokus på udgifter til energi, så køberne interesserer sig mere for energimærket end tidligere," siger Per Bie, administrerende direktør i danbolig a/s og tilføjer:
LÆS MERE: Her finder du dit energimærke
”Prisforskellen mellem de energivenlige og energitunge boliger kan dog ikke alene tillægges energimærket. Forskellen skal også findes i, at boliger med en flot energimærke typisk også er af nyere dato og alene af den grund har en højere værdi."
Dyrere at være dansker
Ligesom et godt energimærke trækker salgsprisen op, så er prisen typisk tilsvarende lavere, hvis boligen trænger til et løft på energiskalaen.
På landsplan bliver huse med energimærke A eller B solgt for 37 procent mere end et gennemsnitligt hus, mens et hus med energimærke F eller G handles for 30 procent mindre. Det fortæller boligøkonom i Nordea Kredit Lise Nytoft Bergmann.
”Generelt har energimærket større gennemslagskraft på prisen i provinsen end i og omkring hovedstaden og andre store byer. Det skyldes, at beliggenheden og dermed grundprisen fylder en større del af købsprisen i de tætbefolkede områder,” siger Lise Nytoft Bergmann og tilføjer, at der generelt er kommet større fokus på energiomkostninger:
”Det seneste år med høj inflation og stigende udgifter til el og varme har påvirket privatøkonomien. Derfor er køberne villige til at give lidt ekstra for et hus med et flot energimærke, da det medfører en lavere energiregning. I en tid med relativt høje energipriser bliver en bolig med et godt energimærke derfor mere attraktiv.”
LÆS MERE: Hvad koster et energimærke?