
Forældrekøb
Overvejer du at købe en bolig til dit barn? Så er et forældrekøb måske relevant for dig. Her får du en række gode råd og vejledning, hvis du overvejer et forældrekøb.
Hvad er et forældrekøb?
Et forældrekøb er, når du køber en bolig med det formål at leje den ud til dit barn. Det kan være særligt fordelagtigt i de større byer, hvor den høje efterspørgsel på lejeboliger kan gøre det vanskeligt for unge, studerende eller nyuddannede at få fingrene i en bolig. Her kan et forældrekøb være en god løsning, der både giver dit barn en fast bolig, men som måske også kan blive en god investering for dig.
Hvilke fordele er der ved et forældrekøb?
Der er flere fordele ved et forældrekøb:
- Dit barn får et fast sted at bo, hvilket kan være en udfordring i de større studiebyer.
- Dit barn kan bo til en attraktiv og stabil husleje, hvilket kan være en særlig fordel, hvis dit barn f.eks. er studerende.
- Som alle andre, der lejer en bolig, kan barnet søge boligsikring.
- Dit barn kan eventuelt udleje et værelse til en roommate. Det vil gøre huslejen endnu billigere, da flere vil dele udgiften.
- Hvis boligpriserne stiger, kan investeringen give dig et overskud efter et salg.
Hvilke udfordringer er der ved forældrekøb?
Der kan også være udfordringer forbundet med et forældrekøb, som du bør have for øje, før du køber en bolig til dit barn. Det gælder bl.a.:
- Hvis du har købt en ejerbolig og lejer den ud til dit barn, skal dine indtægter og udgifter gøres op årligt, og du skal betale skat af et eventuelt overskud.
- Der er altid udgifter forbundet med køb og salg af bolig. Det bør du være opmærksom på, hvis dit barn f.eks. ønsker at studere et andet sted, vil flytte eller af andre årsager ikke vil eller kan bo i boligen længere.
- Boligpriserne kan være svære at forudse. Der er derfor altid en risiko for tab, hvis du vil sælge boligen igen.
Hvordan foregår et forældrekøb?
Et forældrekøb foregår på samme måde, som hvis du køber boligen til dig selv. Du skal dog være opmærksom på, at det ikke er alle ejer- og andelsforeninger, der tillader, at du kan udleje din bolig. Det bør du derfor undersøge hos foreningen, før du køber boligen med henblik på forældrekøb.
Først og fremmest er det en god idé at undersøge boligmarkedet i de områder, du overvejer at købe bolig. Det handler både om at kigge efter boliger, der passer til dit budget og dit barns behov. Overvej også beliggenheden i forhold til studiet, offentlig transport, dagligvarebutikker og andet, der kan være vigtigt for dit barn. Det kan være en rigtig god idé at tale med en ejendomsmægler, der kender området godt og kan give dig gode råd. Det kan også være en fordel at skrive dig op i danboligs køberkartotek. Så får du direkte besked, når nye boliger, der matcher dine kriterier, kommer til salg.
Forældrekøb andelsbolig
Hvis du tænker på at købe en andelsbolig til dit barn, er der nogle vigtige ting, du skal være opmærksom på. Andelsboliger kan være billigere end ejerboliger, men de har deres egne regler og vedtægter, som du skal følge.
Det er ikke alle andelsboligforeninger, der tillader forældrekøb. Nogle steder er der bopælspligt, hvilket betyder, at ejeren skal bo i boligen. Du kan derfor ikke leje den ud til dit barn.
Det er vigtigt at læse vedtægterne i andelsboligforeningen, før du køber boligen med henblik på udlejning. Reglerne kan variere fra forening til forening, så sørg for at undersøge, om udlejning og forældrekøb er tilladt.
Hvilke regler gælder for forældrekøb?
Når du køber en bolig som et forældrekøb, bliver du udlejer på samme vis, som hvis du udlejede boligen til alle andre end dit barn. Det betyder, at der skal udarbejdes en lejekontrakt, og du skal betale skat af et eventuelt overskud på lejeindtægt.
Det er vigtigt, at huslejen er rimelig – også selvom du måske ønsker, at dit barn skal bo så billigt som muligt. Huslejen bør afspejle markedsværdien for lignende ejendomme i området. Hvis huslejen bliver sat for lavt eller højt, kan det få skattemæssige konsekvenser. Du kan læse mere om forældrekøb og skat på SKATs hjemmeside.
Hvad er et omvendt forældrekøb?
Du kan også stå i den omvendte situation, at du ønsker at købe en bolig og leje den ud til dine forældre. Det hedder et omvendt forældrekøb. Her gælder de samme muligheder og vilkår som ved et almindeligt forældrekøb.
Finansiering af forældrekøbet
På samme vis som med et boligkøb, er det en god idé at have finansieringen på plads. Så ved du, hvor meget du kan købe bolig for. Vi samarbejder med Nordea, der står klar med rådgivning til dit forældrekøb.

Få hjælp til forældrekøbet
Overvejer du et forældrekøb? Vores køberrådgivere står klar til at hjælpe dig med at træffe den bedste beslutning, finde den helt rigtige bolig og hjælpe dig godt på vej i dit boligkøb.

Har du spørgsmål eller vil du vide mere?
Kender du værdien af din egen bolig?
Inden du træffer den endelige beslutning om at sætte din bolig til salg, vil du måske gerne vide, hvad du kan få for din bolig. Med BoligSkøn får du et statistisk beregnet skøn af din boligs værdi på et øjeblik ved at svare på 5 spørgsmål om boligens stand. Vil du have en præcis salgsvurdering, kan du få en af os - gratis og uforpligtende.
