Formidlingsaftale

Når du vil sælge din bolig gennem danbolig, indgår du en skriftlig formidlingsaftale. Formidlingsaftalen er en aftale mellem dig og ejendomsmægleren om, at vedkommende udbyder din bolig til salg og bestræbe sig på at sælge den på de aftalte udbudsvilkår.

Formidlingsaftalen er den kontrakt, du indgår med ejendomsmægleren, når du sætter din bolig til salg. I formidlingsaftalen aftales de nærmere vilkår for salget af din bolig, og aftalen er derfor grundlaget for samarbejdet.  At du indgår en formidlingsaftale, betyder dog ikke, at du er forpligtet til at holde boligen til salg i hele perioden. Hvis du fortryder, kan du altid bede mægleren om at tage salgsannoncen ned. Om mægleren har ret til betaling (salær, dokumentationsomkostninger og markedsføring) afhænger af, hvad der står i aftalen.

Formidlingsaftalen er omfattet af aftalelovens regler, herunder afsnit om forbrugeraftaler. Alle butikker i danbolig-kæden er medlem af Dansk Ejendomsmæglerforening og benytter Dansk Ejendomsmæglerforenings standardformular, “Formidlingsaftale om salg”.

Hvad indeholder en formidlingsaftale?

Formidlingsaftalen skal indeholde en række vigtige oplysninger. Ifølge formidlingsbekendtgørelsen skal formidlingsaftalen indeholde: 

  • Identifikation af den ejendom, der skal formidles
  • Navnet på den ansvarlige ejendomsmægler og ejendomsmæglervirksomhedens CVR-nummer 
  • Ejendomsmæglerens vurdering af ejendommens værdi og den aftalte udbudspris 
  • Vederlagets størrelse eller hvordan det bliver beregnet  
  • Aftaleperioden, hvis der er aftalt resultatafhængigt vederlag, og der skal betales vederlag ved opsigelse 
  • Evt. omkostninger, der skal afholdes ved udløb eller opsigelse af formidlingsaftalen 

Formidlingsaftalen kan også beskrive eventuelle særlige typer af salg og vilkår, som skuffesalg eller “Solgt eller gratis”. Skuffesalg betyder, at din bolig ikke bliver annonceret offentligt, men kun præsenteres for vores køberkartotek. Flere af vores butikker tilbyder desuden “Solgt eller gratis”, som betyder, at du kun skal betale det fulde salær, hvis vi får solgt din bolig. Vær opmærksom på, at der stadig kan være andre omkostninger, som du skal dække, uanset om boligen bliver solgt eller ej.

Din rolle som sælger 

Ejendomsmægleren er på din side, når du sælger, og vedkommende kan kun repræsentere dig. Derfor må ejendomsmægleren ikke rådgive køber i handlen. Ejendomsmægleren vil i stedet opfordre køber til at søge egen rådgivning.

Hvis du og ejendomsmægleren beslutter at ændre udbudsprisen undervejs, udarbejder mægleren et nyt salgsbudget.

Varighed af formidlingsaftalen

Formidlingsaftalen kan indgås for en tidsubegrænset periode eller en periode på højest seks måneder, der dog kan forlænges med maksimalt tre måneder ad gangen. Varigheden fremgår af formidlingsaftalen, og du kan desuden læse vilkår for udløb og opsigelse i aftalen.

Huseftersyn og byggeteknisk gennemgang

Formidlingsaftalen skal indeholde særlige forhold, betingelser eller begrænsninger vedrørende løsningen af den konkrete opgaves. Ejendomsmægleren skal rådgive dig om behov og mulighed for byggeteknisk gennemgang, behov og mulighed for at benytte dig af huseftersynsordningen, HE-ordningen.

Ejendomsmægleren skal rådgive dig om muligheden for selv at vælge en sagkyndig til huseftersyn, og der skal være en henvisning til en hjemmeside, hvor du kan se listerne over de sagkyndige i lokalområdet samt for informationsmateriale om HE-ordningen.

Har du spørgsmål eller vil du vide mere?

Med mere end 140 butikker er der altid en lokal mægler, som står klar til at rådgive dig og svare på dine spørgsmål.

Kender du værdien af din egen bolig?

Inden du træffer den endelige beslutning om at sætte din bolig til salg, vil du måske gerne vide, hvad du kan få for din bolig. Med BoligSkøn får du et statistisk beregnet skøn af din boligs værdi på et øjeblik ved at svare på 5 spørgsmål om boligens stand. Vil du have en præcis salgsvurdering, kan du få en af os - gratis og uforpligtende.